Mornings. Og velkommen til ugens første briefing - i denne uge sammensat af Computerworlds fremskudte lyttepost mod syd. Ved kontrolpanelet: Niels Veileborg
Databombardement resulterer i handlingslammede chefer
For lidt og for meget fordærver alt. Det gælder sådan set også data og beslutningskraft, viser det sig.
En ny Oracle-undersøgelse blandt godt 14.000 ledere verden over viser i hvert fald, at hele 78 procent følte sig bombarderet med information og data. Og selvom de mener, at data er vejen til at træffe de mest kvalificerede beslutninger, så gør det både deres professionelle og personlige beslutningstagning meget mere kompliceret.
Undersøgelsen kaldet Decision Dilemma viser også, at ledere har svært ved at tage beslutninger ud fra store mængder data, hvilket kan føre til ”beslutnings-træghed.”
Ansvarlig for AI-genereret ‘interview’ med Michael Schumacher er blevet fyret
Det vakte en del fuore, da det tyske ugemagasin Die Aktuelle forleden bragte et AI-genereret ‘interview’ med den F1-stjernen Michael Schumacher.
Schumacher er ramt af meget alvorlige hjerneskader efter en skiulykke i 2013, og han er ikke set offentligt siden da.
Schumachers familie reagerede på 'interviewet' med planer om retslig forfølgelse af magasinet, og nu er den ansvarlige chefredaktør Anne Hoffmann, som har haft jobbet siden 2009, blevet fyret. Det skriver Reuters.
Direktøren for selskabet bag Die Aktuelle kalder Schumacher-artiklen for smagløs og vildledene.
Håndvåben med ansigtsgenkendelse på vej ud i amerikanske butikker
At USA har et problem med håndvåben, er vist indlysende for de fleste.
Nu har den amerikanske våbenproducent Biofire Tech udviklet et håndvåben, som kun kan affyres, hvis det er den rette, der trykker på udløseren. Det sker ved hjælp af eksempelvis ansigtsgenkendelse og fingeraftryksscanner. Det skriver Reuters.
Designet har til formål blandt andet at forhindre børn i at affyre våbnet ved et uheld og selvmord.
Den nye smarte 9-mm pistol kan købes i butikker i USA i fjerde kvartal. Flere andre våbenproducenter er på vej med lignende modeller.
Tesla vinder vigtig sag om selvkørende software
Tesla har vundet en højt profileret sag om selskabets software til delvist selvkørende biler. Det skriver Reuters.
I 2019 var en amerikansk kvinde involveret i en ulykke i hendes Tesla Model S, som endte med en brækket kæbe, mistede tænder og nerveskader i ansigtet. Kvinden hævdede, at bilen trods aktiveret autopilotsystem kørte durk ind i kantstenen, og at det sammen med en fejlramt airbag var årsag til skaderne.
Kvinden sagsøgte derfor Tesla for over tre millioner dollars. Men nu har en amerikansk domstol afgjort, at der ikke var nogen sikkerhedsproblemer med Teslas software, og den afgørelse kan få indflydelse på lignende fremtidige sager.
Tesla har hele tiden hævdet, at der ikke var nogen problemer med systemet, og at kvinden i den forulykkede bil havde trodset Teslas advarsler om at bruge den delvist selvkørende funktion i bymæssig bebyggelse.