Artikel top billede

LinkedIn klar med ChatGPT-integration og gratis AI-kurser: Premium-brugere får eksklusiv adgang til GPT-4

Fremover skal det være lettere at lave attraktive profiler på LinkedIn. Det skal også være lettere for rekrutteringsfolk at lave opslag. Det hele skal ske med ChatGPT-teknologi, oplyser platformen.

LinkedIn udruller nu den AI-baserede ChatGPT-funktionalitet på sin platform.

Det skriver Tomer Cohen, der er Chief Product Officer hos LinkedIn, i et blogindlæg.

AI-funktionaliteten skal være med til at hjælpe brugerne på platformen med at oprette profilbeskrivelser og overskrifter. Samtidig skal teknologien gøre det lettere for rekrutteringsansvarlige at oprette bedre jobbeskrivelser i forbindelse med deres jobopslag, lyder det.

Microsoft, der ejer LinkedIn, har skudt flere milliarder ind i selskabet bag ChatGPT, OpenAI.

Derfor kan det ikke komme som nogen stor overraskelse, at det netop er ChatGPT-teknologien, platformen vil integrere – det gælder både den nyeste OpenAI GPT-4-model samt forgængeren GPT-3.5.

Kun for premium-medlemmer

Den seneste GPT-4-model vil blive gjort tilgængelig med det samme, det gælder dog kun for LinkedIn Premium-brugere.

Tomer Cohen skriver, at LinkedIn vil forbedre funktionaliteten af modellen løbende i forbindelse med feedback fra brugerne.

Det er dog ikke kun Premium-medlemmerne der får adgang til ChatGPT-funktionalitet. Også rekrutteringsfolk vil kunne udnytte 3.5-modellen, der var forgængeren til den seneste model.

Ifølge LinkedIn vil den kunne gøre det nemmere at oprette jobbeskrivelser til ledige stillinger. De rekrutteringsansvarlige slipper dog ikke helt for at arbejde. De tekster, den kunstige intelligens spytter ud, skal redigeres manuelt for at gøre dem mere præcise og tilpassede, lyder det.

AI-kurser

LinkedIn introducerer også kurser om generative AI-funktionaliteter for alle, der har en LinkedIn-profil.

Det skal ske fra juni i år, hvor det erhvervsrettede sociale medie vil udbyde 100 AI-kurser, der skal hjælpe alle interesserede med at udvikle deres færdigheder inden for dette område, skriver LinkedIn-CPO'en i sit blogindlæg.

"Hvad er generativ AI?", "Introduktion til Prompt Engineering for generativ AI" og "Introduktion til conversational AI" er blandt kurserne, der altså vil blive udbudt fra juni måned.

LinkedIn har tidligere oplyst, at selskabet i forvejen integrerer AI-funktionalitet til skrivning af artikler på platformen, hvilket passer godt med moderselskabet Microsofts strategi om at udrulle og integrere ChatGPT-funktionalitet i mange af deres løsninger.

Det er allerede sket i blandt andet Bing.