Meta, der er moderselskabet bag Facebook, Instagram og WhatsApp, lægger op til, at der de kommende måneder skal skæres en stor gruppe ansatte væk.
Det skriver Wall Street Journal.
Ifølge mediet er der lagt op til et regulært blodbad.
Selskabet, der sidste år skar 11.000 stillinger væk - svarende til en 13 procents reduktion af den samlede arbejdsstyrke - vil ifølge mediet skære lige så mange medarbejdere fra i år.
De nye fyringer vil især ramme medarbejdere i ikke-ingeniørstillinger, og selskabet forventes også at lukke nogle projekter og teams i forbindelse med disse nedskæringer.
Den første bølge af nedskæringer forventes at blive annonceret næste uge, mens resten vil blive annonceret i de kommende måneder, lyder det.
Blandt projekterne, der vil blive skåret fra, er projekter, der omfatter bærbare elektroniske enheder, og som var under udvikling hos Reality Labs, der er Metas hardware- og metaverse-division.
Denne beslutning vidner ifølge WSJ om, at Meta er i færd med et nært forestående tilbagetog fra selskabets bestræbelserne på at popularisere VR og AR-produkter.
Det forventes dog, at længerevarende forskningsindsatser på området vil fortsætte.
"Et år med effektivitet"
Meta CEO Mark Zuckerberg har tidligere bebudet, at 2023 vil være "et år med effektivitet” hos Meta, og at nogle koncernens projekter sandsynligvis vil lukke ned.
Den kommende fyringsrunde kommer få måneder efter, at Meta bebudede virksomhedens største fyringsrunde nogensinde i selskabets 18-årige historie.
"Jeg har besluttet at reducere størrelsen på vores team med 13 procent og opsige mere end 11.000 af vores dygtige medarbejdere," lød det i en skriftlig besked, som topchef Mark Zuckerberg, sendte ud i begyndelsen af november 2022.
Her pegede Zuckerberg på, at Meta desuden ville 'tage en række skridt' mod at blive et slankere og mere effektivt selskab.
Det skulle blandt andet ske ved at skære ned for forbruget og ved at indføre ansættelsesstop helt frem til i hvert fald udgangen af første kvartal 2023, lød det dengang.
Mark Zuckerberg meddelte i forbindelse med massefyringerne, at Metas omsætning var under pres på grund af det, som han kaldte for den makroøkonomiske nedtur, øget konkurrence samt nedgang i Facebooks annoncesalg.
"I dette nye miljø er vi nødt til at blive mere effektive," skrev han.
Ifølge topchefen har Meta allerede investeret i en række fokuserede vækstområder som AI, ny annonce-platform og metaverset.
Desuden er omkostninger blevet beskåret, fryns er blevet reduceret, organisationen er blevet restruktureret, og ejendomme solgt fra.
"Men disse initiativer er ikke nok til at få vores omkostninger til at flugte med vores omsætningsvækst, så derfor har jeg truffet den hårde beslutning om at afskedige folk," lød det fra Mark Zuckerberg.
Meta oplyste dengang, at selskabet ville betale alle de fyrede 16 ugers løn plus yderligere to uger løn for hvert år, de havde været ansat i selskabet.
Desuden ville selskabet betale et replacement-bureau for tre måneders hjælp til at få hver af de fyrede medarbejdere videre i karrieren, meddelte Facebook-grundlæggeren.
Det er uvist, om de medarbejdere, der står til at blive fyret i de kommende måneder, vil få samme betingelser i forbindelse med fyringerne.