Tilbage i slutningen af 2022 fyrede Amazon 10.000 ansatte, og dengang varslede topchefen Andy Jassy, at der ville komme flere fyringer, og det sker nu, for økonomien ser værre ud end ventet, og de 10.000, der var meldt ud er nu blevet oppet til 18.000.
Det skriver Andy Jassy i et blogindlæg.
”Amazon har tidligere klaret usikre og vanskelige økonomier, og det vil vi fortsætte med. Disse ændringer vil hjælpe os med at forfølge vores langsigtede muligheder med en stærkere omkostningsstruktur,” skriver han og supplerer:
”Vi venter typisk med at kommunikere om disse resultater, indtil vi kan tale med de mennesker, der er direkte berørt. Men fordi en af vores holdkammerater lækkede denne information eksternt, besluttede vi, at det var bedre at dele denne nyhed tidligere, så du kan høre detaljerne direkte fra mig.”
Nedskæringerne vil i høj grad ske hos detail, PXT og HR-afdelinger. De konkrete medarbejdere vil få besked 18. januar.
”Til dem, der er påvirket af disse reduktioner, vil jeg gerne have, at I skal vide, hvor taknemmelig jeg er for jeres bidrag til Amazon, og det arbejde, I har udført på vegne af kunder,” skriver topchefen.
Amazon har i løbet af 2022 slanket antallet af ansatte, og fra første til andet kvartal faldt antallet med hele 99.000, skriver Geekwire.
Fyringerne kommer i kølvandet på flere andre tech-selskaber, som ligeledes afskediger medarbejdere. Salesforce skal til at fyrer hele ti procent af arbejdsstyrken, mens og selskaber som Google, Microsoft, Tesla og Meta har haft større eller mindre fyringsrunder de seneste måneder.