Det grønlandske teleselskab Tusass har investeret i en ny satellit, der skal bringe bedre internet til endnu flere øboere i det frosne selvstyre.
Og på søndag sender ingen andre end SpaceX det nye rum-organ i kredsløb fra sin base i Florida.
Satelitten har fået navnet GreenSAT, og er dermed opkaldt efter Grønland selv.
"GreenSAT skal være med til at bringe mere stabilt internet til satellitbyerne i Grønland som ligger primært i Nord- og Østgrønland og sikrer kunderne også kan få flatrate internet produkter i Qaanaaq," lyder det i en pressemeddelelse på Tusass' egen hjemmeside.
På den anden side af øen, er byerne på syd- og vestkysten i dag koblet op til søkablet, som i disse områder er den primære kilde til internet.
Vil du kigge med, når satellitten bliver sendt op søndag 5. februar, så lover Tusass at lægge et link ud op til opsendelsen, på hjemmesiden.
"Vær dog opmærksom på, at tidspunktet kan blive rykket i forhold til de atmosfæriske, vind- og vejrforhold," advarer teleleverandøren, der også lover at opdatere løbende omkring tidspunkt for opsendelsen af GreenSAT.