Microsoft gør klar til at investere 10 milliarder dollar - godt 70 milliarder kroner - i selskabet OpenAI, der står bag de revolutionerende kunstige intelligenser ChatGPT og Dall-E.
Ifølge Bloomberg vil kæmpe-investeringen sikre Microsoft en betydelig del af ejerskabet af OpenAI.
Microsoft sigter angiveligt efter at lande en model, der sikrer selskabet 75 procent af OpenAI’s overskud, indtil Microsoft har tjent sin investering hjem.
Derefter vil Microsoft sidde på en ejerandel på 49 procent, mens de øvrige investorer ligeledes vil sidde på 49 procent, mens OpenAI’s oprindelige non-profit ejer vil eje to procent.
Der er lige nu ingen meldinger om, hvor forhandlingerne står, og det er derfor også uvist, om drøftelserne ender med denne model.
Milliard-investeringen fra Microsoft vil prisfastsætte OpenAI til samlet omkring 29 milliarder dollar. Microsoft har allerede for flere år siden investeret en milliard dollar i OpenAI.
Microsoft er i den grad kommet frem i stolen efter den meget succesfulde lancering af ChatGPT i efteråret.
Microsoft ser store fremtidsmuligheder i at inkoorporere ChatCPT i blandt andet Office og i søgemaskinen Bing.
Ifølge flere amerikanske medier er ChatGPT ret dyr at drive.
Selskabets stifter og idemand Sam Altman har fornylig løftet sløret for, at det koster OpenAI ‘nogle cents’ hver gang den løsningen anvendes til at generere en tekst.