Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
”Digital transformation kræver interne tech-kompetencer”. Sådan lød overskriften på en Børsen-kronik for nylig, hvor Mærsks Chief Technology Information Officer og Executive Vice President ventilerede en række gode synspunkter.
Eksempelvis at en virksomheds robusthed og evne til omstilling hænger sammen med digital transformation, og derfor må det aktuelle krisefokus ikke føre til nedprioritering af digitalisering.
Han mener også, at én af forudsætningerne for at sætte fart på den digitale transformation er at have 70-80 procent af tech-kompetencerne internt.
Mærsk havde i begyndelsen af 2020 70 procent af it-medarbejderstaben outsourcet til leverandører.
I dag er antallet af eksterne it-medarbejdere reduceret til 30 procent, og Mærsk har nu 5.500 tech-ansatte, hvoraf 700 er software-ingeniører i Danmark.
Husk lige tyngdeloven
På vegne af hundreder af alle mulige andre (og mindre) danske virksomheder skal jeg bare hilse og sige, at tyngdeloven forbyder at følge Mærsks insourcing-recept.
For det første er markedet jo støvsuget for ressourcerne. For det andet har mindre og mellemstore virksomheder noget vanskelige ved at rekruttere, da de ikke kan tilbyde det samme digitale fællesskab som Mærsk.
Og for det tredje er kompleksiteten i digital transformation – og dermed kravet om forskellige kompetencer - ikke 1.000 gange mindre, bare fordi virksomheden er 1.000 gange mindre end Mærsk.
Bortset fra ovenstående syrlige opstød, synes jeg, at Mærsks CTIO – han hedder Navneet Kapoor – slår hovedet på sømmet med nogle skarpe iagttagelser.
Blød mellemvare dur ikke
Han peger på, at beslutningstagere bliver konsensus-orienterede, når de skal tage beslutninger på nye områder, hvor de ikke har erfaring i forvejen.
De anser ”mellemløsninger”, som mindre risikable. Skal vi i et digitaliseringsprojekt vælge en implementering over fem år eller ni måneder?
De vælger ofte tre år, hvilket kan være lige så forkert som de to andre muligheder.
Det hele handler om konteksten. Men valget har måske den kvalitet, at man ikke bliver fyret for at træffe det.
Klogskab og outsourcing
Kapoor peger også på, at uden dybere forståelse for digital transformation kan beslutningstagere mere eller mindre ukritisk vælge løsninger, der er udarbejdet af eksterne konsulenter.
Jeg har selv oplevet, hvordan det slet ikke virker, hvis man som rådgiver inden for master data management bliver underleverandører til virksomhedens strategikonsulenter.
Vi valgte at trække os fra samarbejdet, fordi managementkonsulenterne blev en membran mellem vores viden og virksomhedens virkelighed.
Man finder jo som bekendt næppe mange andre områder end master data som er så gennemgribende, tværorganisatorisk og afgørende.
De definitioner, som strukturerer et samlet datagrundlag, må og skal være ledelsens egen hovedpine.
Ledelsesmæssig oprustning
For et par år tilbage var jeg formand for erhvervsudvalget i Dansk IT.
Vi lavede en SMV-guide om, hvordan man digitaliserer sin virksomhed.
Humoristisk skrev vi, at hvis du outsourcer et problem, så får du et problem med profit ovenpå. Læs den eventuelt her.
Derfor deler jeg Kapoors tanker – og løftede pegefinger.
Ledelsen er pisket til selv at tage stafetten på den strategiske ledelse af digitaliseringen. Den bor ikke godt i et it-kontor eller spredt ud i funktionsledelsen. Og den kan – som absolut hovedregel - ikke outsources til konsulenter.
Digital transformation er forretningsmæssig transformation.
Derfor må ledelser i mindre, mellemstore og store virksomheder konfrontere sig selv med de dilemmaer, valg og risici, der er forbundet med dem.
For mange kræver det en ledelsesmæssig oprustning på forståelse for det digitale tankegods.
Til gengæld er vi mange, som hellere end gerne vil agere sparringspartnere og leverandører for en oplyst ledelse.
Mit bud er, at den succesfulde ledelse insourcer den strategiske dimension i digitaliseringen og så outsourcer på livet løs for resten af pengene!
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.