Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Her på dørtærsklen til 2023 er AI virkelig kommet på dagsordenen også i den mere brede befolkning.
Mange har allerede forsøgt sig med #ChatGPT til skrivning af tekster baseret på dine egne input; andre smykker nu deres sociale medier med AI-generede selvportrætter fra LensaApp. Udviklingen går i sandhed hurtigt lige nu.
Når det gælder de mere forretningsstrategiske områder giver jeg her et bud på 10 tendenser og trends, som jeg forventer vil få stor indflydelse på både virksomheder og samfund i det kommende år.
AI går ind i en ”less-is-more” fase
AI vil i 2023 fortsat vinde indpas på tværs af brancher, virksomheder og organisationer.
Men fokus vil flytte sig, og jeg forventer at AI vil blive anvendt bredere, men koncentreret om mindre beslutningspunkter hvilket kan gøre den kollektive effekt større end summen af delene og forklarer hvad jeg mener med ”less-is-more”.
Selve organisationstransformationen vil samtidig blive boostet i takt med at medarbejderne bliver mere fortrolige med anvendelsen af AI.
Syntetiske data genererer mere AI-aktivitet
I 2023 vil vi sandsynligvis se en række nye kommercielle leverandører af syntetiske data, og at datagenereringsservices vil blive anvendt i bredere forstand.
Dette vil blandt andet omfatte en øget tilgængelighed af genererede datasæt fra virksomheder, der tilstræber at tjene penge på ellers beskyttede data såsom patientjournaler i sundhedssektoren eller privilegerede dataaktiver såsom intellektuel ejendom.
Virksomheder flytter fra traditionelle data-warehouses til real time data storage
I 2023 vil vi fortsat se en bevægelse væk fra traditionelle data til storagemuligheder, der understøtter analyse af og respons på data i realtid.
Organisationer og virksomheder vil tilstræbe at behandle data, efterhånden som de bliver tilgængelige og lagre dem i et brugervenligt format til rapporteringsformål.
Uanset om det handler om overvågning af IoT-data fra maskinel, eller monitorering af e-handelstrafik, vil det at kunne identificere trends i realtid hjælpe med at undgå dyre fejl og bidrage til at udnytte muligheder, når de opstår.
Data bliver betragtet som en organisk enhed
Virksomhedsledere vil begynde at omfavne data som et organisk aktiv med en reel livscyklus.
Ligeledes vil data blive tracket, i forhold til anvendelse i mulige dataproductization-strategier og muligheder for at inkludere data som en facet af slutproduktet.
At forstå formen og bredden af data på et hvilket som helst tidspunkt - uanset om det er på det tidspunkt, hvor en softwarepakke bliver implementeret, eller når der træffes en beslutning baseret på dataene - er noget, moderne softwarebrugere vil forvente.
AI-modelmarkedspladser vokser frem
Med den fortsatte vækst og interesse for anvendelsen af AI, vil vi sandsynligvis se branchespecifikke AI-modelmarkedspladser, der gør det muligt for virksomheder nemt at anskaffe og integrere AI-modeller i deres forretning uden at skulle oprette og administrere modellens livscyklus.
Virksomhederne vil simpelthen tegne et abonnement i lighed med hvad vi kender fra Apple Music Store eller Spotify.
Men i stedet for musik er produktet AI-modeller opdelt efter industri og de data, de behandler.
Digitale og syntetiske tvillinger er i centrum
Den næste generation af analytics vil sætte fokus på at simulere komplekse systemer, og vil gennem digitale og syntetiske tvillinger hjælpe med at forberede alle tænkelige scenarier og begivenheder.
Når man introducerer sjældne hændelser i modellering og simulering , kan man forstå de største sandsynligheder for givne udfald.
Derfra kan virksomheder træffe hurtige og mere træfsikre beslutninger for at minimere risikoen og maksimere overskuddet.
Stigning i brug af low-code og no-code AutoML
I 2023 vil der være større tilgængelighed af industrialiseret AI gennem low-code og no-code automated machine learning (AutoML).
Modellerne vil blive leveret gennem selvbetjeningsmarkedspladser og kan forbedres med packaged services til tilpasning og implementering.
Industriel anvendelse af computervision tager fart
Inden for det industrielle IoT (IIoT) miljø vil organisationer i stigende grad tilføje computer vision (CV) og andre AI-teknologier.
Disse teknologier kan anvendes af driftspersonalet og ikke kun it- og data eksperter. CV-initiativer vil fokusere på udbytteforbedring, driftseffektivitet og sikkerhed.
Virksomheder vil etablere AI-retningslinjer før lovgivere
I 2022 begyndte teknologiindustrien at samles omkring et klart sæt af emner inden for området etisk kunstig intelligens.
I 2023 peger indikationerne mod, at flere virksomheder frivilligt udformer egentlige AI-retningslinjer.
Det vil blandt andet sige, at de etablerer rammer og grænser for specifikke risici og principper –forud for en egentlig lovgivning.
Samtidig må industrien fortsætte med at kommunikere klart og afmystificere AI med klare eksempler og standarddefinitioner, der reducerer frygten omkring AI, hvis ikke lovgivere skal agere på det forkerte grundlag.
AI - positiv og negativ bias
Diskussioner omkring AI-bias involverer typisk negativ bias og hvordan man forhindrer disse skævheder i at forårsage skade.
Jeg forventer, at industrien i 2023 også vil begynde at undersøge risici omkring positiv forudindtagethed – som jo kan være lige så skævvridende som negativ.
2022 har været et spændende år for os der beskæftiger os med AI, og jeg vil gerne takke alle, jeg selv har haft mulighed for at samarbejde med.
Jeg er sikker på, at 2023 vil sætte retningen for fremtiden, og jeg både håber og tror, at AI kan og vil være med til at skabe en bedre verden på tværs af industrier, brancher og samfund.
Er du enig eller uenig med ovenstående bud? Er der noget, jeg har overset? Send mig en mail.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.