Utallige spiltitler har taget springet til den store skærm, i langt de fleste tilfælde dog uden at vække særlig begejstring. Men måske kan HBO-serien The Last of Us bryde forbandelsen.
Serien får premiere 15. januar, og første sæson vil bestå af ni episoder. Den handler – ligesom spillene – om teenagepigen Ellie, der er immun overfor en hjerneinfektion, som har skabt kaos og lagt verden øde.
Hun rejser gennem et dødsensfarligt, postapokalyptisk Nordamerika eskorteret af den hårdføre smugler Joel på jagt efter en kur, som måske kan få samfundet på ret køl.
Det overordnede plot kan således – bogstaveligt talt – skrives på bagsiden af en serviet.
Det, der adskiller The Last of Us fra utallige andre spildramatiseringer er dog dels, at den oprindelige historie faktisk er fængende og velfortalt. Dels at der er virkeligt stærke kræfter i front.
Ellie spilles af Bella Ramsey, der – selv om hun kun medvirkede ganske kort – slog sit navn eftertrykkeligt fast som den meget unge og totalt kompromisløse Lady Mormont i Game of Thrones.
Joel bringes til live af veteranen Pedro Pascal, der i samme serie brillerede som Oberyn ”The Viper” Martell; en flamboyant kriger, der kom noget så grusomt af dage.
Pascal har også optrådt i utallige andre serier, blandt andet som den maskerede helt i The Mandalorian, og han er aktuelt en af seriebranchens mest velanskrevne og bedst lønnede stjerner.
The Last of Us har været længe undervejs, og i årenes løb er mindst én større filmatisering opgivet, inden HBO besluttede at kaste rigtige penge efter projektet.
Med et anslået budget på $200 mio. er The Last of Us angiveligt den dyreste canadiske serieproduktion til dato, og så kan man håbe, at der er afsat lidt ekstra til et solidt manuskript. Men det får vi en indikation af til januar.