Af Carsten Sørensen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Ping Tracer: Ping-værktøj finder netværksfejl
Har du tit problemer med netværksforbindelsen, når du er på Internettet, eller blot når du er på dit lokale netværk? Ping Tracer er et lille open source-værktøj, der visuelt viser, hvor et eventuelt latens-problem gemmer sig i kæden. Med programmet bliver du for hvert led i forbindelsen præsenteret for en graf, hvor latensen vises i realtid for hvert enkelt led i netværksforbindelsen. Ping Tracer er nok specielt nyttig i forbindelse med internet-gameservere, hvor du i særlig grad ikke ønsker latens.
Feedly: Nyhedsaggregator på flere platforme
Feedly er en såkaldt nyhedsaggregator eller news reader. Du kan få Feedly til IOS samt til Android-enheder – plus som cloud-baseret tjeneste. Feedly, som er dette nummers foretrukne, indsamler nyhedsfeeds fra mange forskellige nyhedskilder og præsenterer dig for dem i en enkelt app. De forskellige nyhedsfeeds er sorteret efter emner, så du kan finde nyheder om økonomi, teknologi, kreative felter, grøn energi, mad, musik og meget mere. Hver gruppe har samlet en række feeds fra forskellige kilder inden for de forskellige emner. Du kan selvfølgelig læse feedet, men også følge linket til den side, hvorfra nyheden stammer. Du kan følge op til 100 feeds i den gratis udgave af Feedly – og samle dem i tre mapper som du selv opretter. Det er glimrende til at lære tjenesten at kende. Ønsker du en mere avanceret oplevelse, kan du tilmelde dig betalingsudgaverne, der giver adgang til langt flere feeds, flere funktioner og andre fordele. Med betaling får du også adgang til en AI-funktion, som vi dog ikke har afprøvet.
Find Feedly i Google Play og Apple Store.
12 Ants: Tissemyrer på skærmen
Her får du muligheden for at invitere nogle dyr indenfor, som du normalt ønsker skal være alle andre steder end i dit hjem. 12 Ants er et lille program, der under programstarter eller start af Windows får mindst 12 myrer til at løbe hen over din skærm. Hvis du overgiver dig til ideen, får du mulighed for at styre antallet af myrer, deres størrelse, hastighed, bevægelsesmønstre og gennemsigtighed. Lidt sjov tidsfordriv.
BabelMap: Oversigt over Unicode-tegnsæt
Med BabelMap får du adgang til nemt at browse gennem alle tegn, der indgår i det standardiserede Unicode-tegnsæt. Det drejer sig på nuværende tidspunkt om intet mindre end 144.000 tegn, så der er meget at vælge imellem. Tegnene kaldes også UTF-tegnsæt. Med Unicode kan du finde alle de tegn, du nogensinde får brug for, herunder tegn fra tidligere tegnsprog og mange andre spændende ting. I BabelMap finder du det ønskede tegn og kopierer det over i Windows’ udklipsholder. Herfra kan du så indsætte det i andre programmer, så længe de understøtter Unicode. Programmet er ret nyttigt, og det kan samtidig være interessant at udforske alle tegnene.