Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Europa-Parlamentets afgørelse vil reelt ikke have den store betydning for de fleste mobilproducenter. Stort set alle bruger i forvejen USB-C til opladning i dag.
Der er dog én markant undtagelse. Apple har med stor stædighed holdt fast i deres eget Lightning-stik på deres iPhones samt den basale iPad-model (og en lille håndfuld tilbehørsprodukter).
Så her skal ske en ændring. Fra udgangen af 2024 er det forbudt at bruge andet end USB-C som fysisk indgang til opladning af mobiltelefoner, der bliver solgt i EU. Det blev endelig vedtaget i går på Europa-Parlamentets plenarforsamling, hvor forslaget blev stemt igennem med 602 stemmer for, 13 imod og 8 hverken/eller.
Fjerner måske stikket helt
Det vil med ret stor sikkerhed sige, at vi ikke kommer til at se Lightning-stik på den iPhone 15, som forventes af blive lanceret til næste efterår. Men om det så betyder, at vi kommer til se USB-C i stedet skal blive spændende at se. En mulighed er nemlig også at Apple helt skrotter stikket i iPhone, for i stedet at anvende trådløs opladning. Apple har løbende afskaffet fysiske stik på deres mobiler, først minijack på iPhone 7 og med dette års iPhone-modeller røg den fysiske indgang til simkort. De seneste par år har de gjort en del ud af deres trådløse MagSafe-system, så en videreudvikling af dette er absolut ikke utænkelig, men der skal ske en del med ladehastigheden for at det kan være en holdbar erstatning.
Når det gælder trådløs opladning vil Kommissionen også inden udgangen af 2024 harmonisere kravene. Her anvender langt de fleste dog allerede nu den fælles Qi-standard.
Fælles standard for hurtigladning
Foruden mobiltelefoner omfatter loven også tablets, digitalkameraer, hovedtelefoner med eller uden mikrofon, håndholdte videospillekonsoller og bærbare højttalere, e-bogslæsere, tastaturer, mus, bærbare navigationssystemer, der kan genoplades via kabel. Hvis disse enheder har en strømforsyning på op til 100 Watt, skal de være udstyret med en USB Type-C-port, uanset hvem producenten er.
Fra 2026 kommer loven også til at gælde bærbare computere, men her har rigtig mange producenter også allerede rettet ind, inklusiv Apple, som var tidligt ude med USB-C-opladning i deres MacBooks.
Alle enheder, der understøtter hurtig opladning, vil nu have samme opladningshastighed, og dermed får brugerne mulighed for at oplade deres enheder med samme hastighed med en hvilken som helst kompatibel oplader.
Særlige mærker vil oplyse forbrugerne om nye enheders opladningsegenskaber og dermed gøre det lettere for dem at se, om de opladere, de allerede har, er kompatible med en given enhed. Forbrugerne vil også kunne træffe et informeret valg om, hvorvidt de vil købe en ny oplader sammen med et nyt produkt eller ej.
Skal reducerer elektronisk affald
Den nye lov er del af en bredere EU-indsats for at reducere mængden af e-affald og gøre det nemmere for forbrugerne at træffe mere bæredygtige valg.
Ifølge en pressemeddelelse fra Europa-Parlamentet vil de nye forpligtelser føre til mere genbrug af opladere og hjælpe forbrugerne med at spare op mod 250 mio. euro om året på unødvendige køb af opladere. Bortskaffede og ubrugte opladere tegner sig årligt for omkring 11 000 ton e-affald i EU.
Parlamentets ordfører Alex Agius Saliba udtaler: "Universalopladeren bliver endelig en realitet i Europa. Vi har ventet mere end ti år på disse regler, men vi kan nu endelig reducere det nuværende væld af opladere. Denne lovgivning er fremtidssikret, da den muliggør udviklingen af innovative opladningsløsninger, og den vil gavne alle — fra frustrerede forbrugere til vores sårbare miljø. Det er vanskelige tider for politik, men vi har vist, at EU ikke har mistet idéer eller løsninger til at forbedre livet for millioner af mennesker i Europa og inspirere andre dele af verden til at følge trop".
Rådet skal formelt godkende direktivet, inden det offentliggøres i EU-Tidende. Det vil træde i kraft 20 dage efter offentliggørelsen. Medlemslandene vil så have 12 måneder til at omsætte reglerne til national lovgivning, og derefter vil de have yderligere 12 måneder til at bringe dem i anvendelse. De nye regler vil ikke gælde for produkter, der er bragt i omsætning, før lovgivningen træder i kraft.