Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Mange elbilsbrugere har prøvet det; den rækkevidde, som man er blevet oplyst af fabrikanten eller forhandleren, stemmer ikke helt overens med den, de oplever på vejen.
Det skal den nye softwareløsning KlimaAPI.io, der er udviklet af elbilsportalen Klimabiler.dk, nu ændre på.
Softwaren tager nemlig - i modsætning til fabrikanternes tal - højde for faktorer som hastighed, trafik og temperatur. På den måde kan en elbilsforhandler med adgang til softwaren give forbrugeren et langt mere retvisende indtryk af bilens reelle rækkevidde.
Samtidig viser Klimaapi også, hvor lang ladetid de forskellige el- og hybridbilsmodeller har med forskellige typer ladebokse.
”Den reelle rækkevidde og ladetiden er en af forbrugerens helt store bekymringer, når de står overfor at skulle købe en elbil. Derfor er vi utroligt glade for at søsætte KlimaAPI.io,” siger Rasmus Stabell, adm. direktør og medstifter af Klimabiler.dk og fortsætter:
”Hele vores koncept bygger på at skabe gennemsigtighed og overskuelighed for elbilskøberen, og det ligger KlimaAPI perfekt i tråd med. Deres elbiler kører jo ikke konstant 110 km/t på en åben motorvej i 15 graders varme – de skal bruges i virkeligheden, og det skal købsoplevelsen selvfølgelig også afspejle. Indtil videre ser det heldigvis ud til, at forhandlerne er enige.”
Populær hos bilhandlerne
Selvom softwaren kun er få måneder gammel, har den allerede vist sig populær hos landets forhandlere af elbiler.
Det gælder blandt andet Frederik Bøttcher, der er partner og salgschef hos Green Garage.
”Før kunne vi kun tilbyde ét tal, der skulle dække over rækkevidden, og siger ikke så meget. Nu kan vi sige den reelle rækkevidde, og det giver en ny dimension til vores hjemmeside,” siger Frederik Bøttcher.
Han bakkes op af Jack Agerskov, adm. direktør og indehaver af Langsø Biler, som fortæller, at hans kunder er begejstrede for det nye indblik, som KlimaAPI.io giver dem.
”Det giver bare rigtig god mening i de her tider, hvor energikrisen og inflationen presser. Folk går op i at se nogle fornuftige data og sammenligninger, så de kan spare penge, og det får de med den her software,” siger Jack Agerskov.