Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Så kom den endelig. Grundet corona-krisen har lanceringen været temmelig usikker, men her til aften smed Apple så meddelelsen ud, at de er klar med iPhone SE. En billig smartphone, der tager arven op efter den først SE, der kom i 2016.
Og her mener vi faktisk billig, for den bevarer forgængerens pris på 3.699 kroner, hvilket må siges at være et røverkøb efter dagens standarder.
Det er dog heller ikke en iPhone som de allernyeste.
Blander gammelt og nyt
Designet bygger på den tre år gamle iPhone 8. Du får således en 4,7" Retina HD-skærm og fysisk Touch ID-knap indbygget i Hjem-knappen i bunden. Rammen er af aluminium, og der er glas på for- og bagside. Den har IP67-klassificering og fås i sort, hvid og (PRODUCT)RED.
Retina HD-skærmen understøtter Dolby Vision- og HDR10-afspilning, og har haptisk tryk til hurtige kommandoer.
Processoren er en A13 Bionic, den samme som sidder i iPhone 11 og iPhone 11 Pro. Den hurtigste mobilchip lige nu.
iPhone SE kan oplades trådløst med Qi-certificerede opladere og understøtter hurtig opladning, så man får op til 50 procent opladning på 30 minutter. En hurtig-oplader medfølger dog ikke.
Der er Wi-Fi 6 og Gigabit-class LTE til hurtig internetforbindelse og iPhone SE er forsynet med dobbelt-sim (den ene eSIM).
Intelligent kamera
Kameraet er et 12 megapixels vidvinkelkamera med blændeåbning på f/1.8. Det bruger billedsignalprocessoren og Neural Engine i A13 Bionic til at opnå endnu flere fordele ved beregningsbaseret fotografering, herunder Portræt-funktion, seks Portrætlys-effekter og Dybdekontrol.
Ved hjælp af maskinlæring og monokulær dybdeestimering tager iPhone SE portrætter med kameraet på forsiden. Næstegenerations Smart HDR gør sin entré på iPhone SE og kan på på intelligent vis genoplyse genkendte motiver i en ramme, så der opnås mere naturtro billeder med lyse og mørke detaljer.
Der er videolyd i stereo og stærk billedstabilisering på kameraerne på både for- og bagsiden. Kameraet på bagsiden understøtter 4K-videooptagelse med op til 60 billeder pr. sekund. QuickTake gør det muligt at optage video uden at skifte væk fra Foto-funktionen.
iPhone SE fås med 64 GB, 128 GB og 256 GB til priser fra 3.699 kroner. Den kan forudbestilles fra kl. 14 på fredag den 17. april og kan fås via Apple, autoriserede Apple-forhandlere og udvalgte udbydere fra fredag den 24. april.