Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Canon Maxify GX7050: God driftsøkonomi med fikse blæktanke

Med synlige blæktanke, der har indhold nok til 14.000 farveprint, plus to papirbakker og fuld multifunktion er printeren Canon Maxify GX7050 som skabt til et mindre kontor.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er efterhånden nogle år siden, blækprinteren blev et relevant alternativ til laserprinteren i små og mellemstore kontorer. Og siden er blækprinteren blevet et endnu mere spændende alternativ, for hastighedsmæssigt er teknologien godt med, og regner man på den fulde pris pr. udskrift, giver blækprinteren også god mening. Her tæller vi også strømforbruget med, for det er afgørende lavere med en blækprinter.

Her tester vi blækprinteren Canon Maxify GX7050, som er af MegaTank-typen, altså med genopfyldelige blæktanke. Ifølge Canon er denne printer op mod 85 procent billigere i ejeromkostninger sammenlignet med de 10 af markedets førende laser- og inkjet-printere. Og selvom den slags beregninger kan være vanskelige at gennemskue, så virker det som om, at der her er noget om snakken. 

Så hurtig er den

Canons ”partytrick” er, at du skal kunne printe op til 6000 sider i sort/hvid (9000 i øko-mode) samt op til 14.000 sider farve (21.000 i øko-mode), før du skal investere i nyt blæk. Det giver en teoretisk sidepris på 0,038 øre pr. print i sort/hvid. I praksis vil prisen ganske sikkert være højere, men med et lavt strømforbrug lagt oveni er der ingen tvivl om, at denne blækprinter er et interessant emne for prisbevidste virksomheder.

En fin detalje er det, at du kan se de forskellige blæktanke og deres farver på fronten af printeren. Det er visuelt flot, men betyder samtidig, at du nemt kan følge med i blækforbruget. Påfyldningen sker ekstremt let med beholdere, der passer ned i små dysser på printeren.

Printeren tilbyder naturligvis trådløs udskrivning samt Ethernet og USB, også direkte fra smartphone, sådan som de fleste multifunktionsprintere kan i dag.

Displayet er overskueligt, og det er nemt at styre funktioner og valg fra den trykfølsomme skærm og tilhørende knapper. Der er to papirbakker foran samt en tredje bagpå. Så det er oplagt at have almindeligt papir i den ene, papir med for eksempel firmalogo i den anden og fotopapir i den bagerste. Det giver god fleksibilitet. Desuden er der arkføder til kopi-enheden øverst.

I praktisk brug er Maxify ret kvik, og første side er ude på under 10 sekunder – det gælder også, når du udskriver trådløst. 10 sider sort/hvid nappes på under 25 sekunder, og er der farve på – for eksempel små grafer – gør det ikke printtiden meget længere. Her er Canon-printeren fuldt på højde med andre gode blækprintere.

Tekst står godt

Tekstprint står meget skarpt og godt. Det gælder også grafer i farver. Fotoprint klares også fint, men uden at imponere. Her er tydeligvis ikke tale om en fotoprinter med mange nuancer i billederne. Men den kan bruges til formålet i en snæver vending.

Canon har med Maxify GX7050 bevæget sig ind på et svært marked, men vi synes på mange måder, den sætter barren for, hvad du kan forvente af en multifunktionsprinter i priskategorien omkring de 4000 kroner eksklusive moms. Heroppe skal kvaliteten være i orden, og printeren skuffer ikke. 

Overkommelige blækpriser

Du kan købe de fire blækfarver hver for sig i dunke til påfyldning. Prisen ligger på 160 kroner ekskl. moms (232 kroner for sort). Det er på Canons hjemmeside, men de vil kunne findes noget billigere andre steder. Det er ikke en skræmmende pris, selv ved en komplet påfyldning.