Af Mette Eklund Andersen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Er du fan af Formel 1 og skal investere i en ny smartphone, er dette dagens gode nyhed. Mobilfirmaet OnePlus samt motorsport-giganten McLaren har nemlig netop offentliggjort et samarbejde, der har udmundet sig i en lynhurtig McLaren-brandet OnePlus-mobil.
Lynhurtig i brug og opladning
Den nye mobil hedder OnePlus 6T McLaren Edition, og helt i motorsportens ånd er den nye mobil lynhurtig med 10 GB Ram, har Qualcomms Snapdragon 845 og kan lynoplades på blot 20 minutter. Lynopladningen sker, da OnePlus har benyttet det samme 3700mAh-batteri fra OnePlus 6T men opdateret mobilen med Warp Charge 30, der kan give en hel dags batterilevetiden på blot 20 minutters opladning.
"OnePlus 6T McLaren Edition er vores hurtigste og mest teknologisk avancerede telefon nogensinde. Det er en hyldest til godt håndværk, og vi er ekstremt begejstrede over at kunne slå os sammen med McLaren, så vi kan give vores fans den uovertrufne følelse af fart og råstyrke, som vi kender fra Formel 1," siger Pete Lau, CEO i OnePlus.
Formel 1-design
Bagsiden af den nye OnePlus 6T McLaren Edition er udsmykket med et u-formet design i den orange McLaren-farve. Mobil er derudover skabt i samme kulfibermateriale som McLarens Formel 1-biler.
"OnePlus 6T McLaren Edition er kulminationen på flere måneders samarbejde mellem OnePlus' og McLarens' ingeniører, designere og udviklere. Vi havde et mål om at skabe en telefon, der leverer råstyrke på et niveau, vi aldrig har set før, og takket være vores partnere fra OnePlus kan vi levere et produkt, der lever op til vores motto om uovertruffen fart og kraft," lyder det fra Zak Brown, CEO i McLaren Racing.
Pris og lancering
Allerede på tirsdag d. 18. december er den nye eksklusive OnePlus 6T McLaren Edition klar i Danmark til en pris på 5399 kroner hos Telia, Proshop og online på oneplus.com