Danske politikere havner let i lobbyisternes vold, når de forsøger at finde ud af, hvad de egentlig skal mene om et af tidens mest diskuterede emner i it-branchen, softwarepatenter.
På den ene side dæmoniseres patentfortalerne som værende i lommen på Microsoft, og på den anden side anses modstanderne for at være naive hippier.
Resultatet er forvirrede politiske partier, der har svært ved at finde et fast holdepunkt og skifter mening.
Eksempelvis blev statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kørt en tur gennem lobbymaskinen, da Bill Gates under et besøg i Danmark bragte det komplicerede emne på banen ved et møde med statsministeren.
Ingen uvildige rådgivere
Socialdemokraternes it-ordfører, Thomas Adelskov, medgiver, at software-patent-området er vanskeligt for politikerne at navigere rundt i, da det er svært at finde frem til uvildige rådgivere.
Måske netop derfor er softwarepatent-området et af de politiske områder, hvor politikerne har det med at skifte mening ret tit.
Socialdemokraterne er blot ét af de partier, der for nylig er vendt rundt på en tallerken. Partiet er nu imod softwarepatent-direktivet, og dermed er der nu et flertal imod patenterne i Folketinget.
? Det er ikke fordi, vi helt har ændret mening, men det har været svært for os at lægge et snit på patentdirektiv-diskussionen. Det bliver hurtigt en meget religiøs diskussion, hvor eksperterne enten er meget for eller meget imod. For os har det derfor været svært at lægge et snit i midten, siger Thomas Adelskov.
Han vil ikke afvise, at Socialdemokraterne ændrer mening igen.
? Vi er stadig i dialog om det, så der er et vist spillerum. Vi er altid modtagelige for argumenter.
Politikere klædt for dårligt på
Hos Danware, et af de danske software-selskaber, som synes, at softwarepatent-direktivet er en rigtig dårlig idé, mener direktør Peter Grøndahl, at politikerne generelt er klædt for dårligt på til at diskutere de reelle konsekvenser af direktivet.
? Når man ikke kan måle ting, er det altid meget sværere at føre politiske diskussioner om det. Direktiv-diskussionen egner sig ikke til en politisk diskussion i overskriftsform, siger Danwares direktør.
Han mener, at konsekvensen bliver, at de udtalelser, der kommer i medierne, ikke er nok nede i materien.
? Den politiske diskussion af patenter er blevet en diskussion for diskussionens skyld. Det er ikke en diskussion for virksomhedernes skyld, siger Peter Grøndahl.
Fortalerne for patenter frygter, at politikernes vaklen på softwarepatent-området kan få katastrofale konsekvenser for Danmarks fremtid. Det mener eksempelvis administrerende direktør Jan Ishøj fra softwarefirmaet PremiTech.
? For virksomheder er patenter strengt nødvendige, så vi kan få investeringer. For nationen er det kritisk, for at vi kan fastholde viden. Regeringen har et mål om, at der skal anvendes milliarder på forskning. Men hvad nytter det, hvis de går tabt? spørger han.
Han frygter, at det i værste fald kan betyde, at forskningskronerne ryger ud af Danmark til eksempelvis USA, og at arbejdspladser forsvinder.
Denne artikel stammer fra den trykte udgave af Computerworld, som fredag bringer mere om emnet.