Med kun tre år på bagen har den fynske it-virksomhed Hedal Kruse Brohus efter en kold dukkert i 2003 fået damp under kedlerne.
Omsætningen er ifølge administrerende direktør Lars Hedal vokset 60 procent, og medarbejderstaben er vokset fra de syv oprindelige i 2002 til nu sytten.
Omsætningen kaster et overskud før skat af sig på knap en million kroner. Størrelsen på omsætningen ønsker direktøren ikke at oplyse, "af konkurrencehensyn".
Markedet mere modent
Baggrunden for væksten er et mere modent marked, vurderer Lars Hedal.
- Da vi begyndte, skulle vi ud og forklare, hvad vores produkt kunne. Det skal vi ikke længere. I dag ved kunderne godt, at det kan lade sig gøre, og der er en stigende efterspørgsel, siger Lars Hedal.
Hedal Kruse Brohus har udviklet et elektronisk varekatalog, der høster fordelene ved, at data gemmes i samme database og derfor kun skal opdateres et sted.
Kold dukkert i 2003
I systemet indgår automatisk fremstilling af trykt katalog, præsentation på web-sider, for eksempel til brug for salg på nettet, og mulighed for integration med elektroniske markedspladser og indkøbsportaler.
Hedal Kruse Brohus A/S | Årsregnskab | |
Tusind kroner | 2004 | 2003 |
Bruttoresultat | 3.767 | 1.574 |
Resultat af primær drift (EBIT) | 971 | -1.014 |
Resultat før skat | 923 | -1.059 |
Resultat | 642 | -745 |
Egenkapital | 576 | -66 |
Antal ansatte | 12 | 8 |
Underskuddet blev ifølge Lars Hedal etableret på årets tre første måneder, hvor Irak-krigen var i fuld gang.
- Som nystartet virksomhed er man afhængig af nysalg, og det var der overhovedet ikke noget af under Irak-krigen, siger Lars Hedal.
Samtidig blev der brugt mange timer på udvikling af selskabets nicheprodukt, det elektroniske katalog. Udviklingen er fortsat ind i 2004.
Vækst fortsætter
I 2005 forventer direktøren en vækst i omsætning på samme niveau som de 60 procent i 2004 og en indtjening minimum på samme niveau.
Hedal Kruse Brohus blev stiftet af Lars Hedal, Mads Brohus og Jacob Kruse i 2002, da de brød ud fra Ecarisma, et selskab i Mærsk Data-koncernen, og tog fire medarbejdere med.
De tre ejer sammen en tredjedel af selskabet, mens ERP-huset Munk IT og reklamebureauet Nørgaard Mikkelsen deler resten.
Hedal Kruse Brohus samarbejder med Munk IT på drift og hosting og har også haft fælles leverancer med Munk IT.
- Men det udgør langt fra hovedparten af vores omsætning, siger Lars Hedal.