Af Torben Okholm, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
For entusiaster og især for spillere er det fristende at beslutte, at AMD’s FX-cpu’er er blevet irrelevante. Det kræver heller ikke den store hjernevirksomhed at nå frem til den konklusion. Man kan begynde med det faktum, at Bulldozer-arkitekturen, der er grundlaget for AMD’s FX-processorer, strengt taget har været en fiasko. Selv AMD indrømmer det nu stiltiende: Man skal blot lytte til, hvad AMD siger om de kommende Zen-processorer, der udtrykkelig er udviklet med henblik på at råde bod på Bulldozers svagheder.
Bulldozer var måske nok et hit ved lanceringen, men siden er udviklingen gået i sneglefart. FX-chips bygger stadig på det antikke 32 nm-silicium, hvorimod Intel-cpu’er går over til 14 nm. Det bliver ikke bedre af, at AMD også har ladet sine desktopplatforme chipsæt stagnere. Funktioner som indbygget support af USB 3.0 og pci-e-lager? Glem det.
Det er derfor ikke svært at se, hvorfor den konventionelle visdom siger, at hvis man tager sin cpu alvorligt, skal man have noget, der står Intel på. Men indimellem skal man ruske den konventionelle visdom lidt. Lad os derfor gå til AMD FX-8350 med så åbent et sind som muligt.
En god allround-chip på trods af single-threadede kvaler.
FX-8350 bygger på AMD’s Visher-arkitektur. Det betyder, at det er en 32 nm-chip med otte kerner. Altså otte AMD-agtige kerner og dermed fire moduler, hver med et par IEU’er (Integer Execution Unit) og en delt flydende komma-enhed. Meningen er et lidt mere hardware-intensivt fokus på multi-threading i sammenligning med Intels Hyperthreading. Man kan formentlig med rette betragte arkitekturen som en mellemting mellem en firekerne-Intel-chip med Hyperthreading og en komplet ottekerne-chip.
Man får 8 MB cachehukommelse (niveau 2) plus yderligere 8 MB cache (niveau 3). Hele historien kører på en fornuftig 4 GHz basis-clockfrekvens med et lille Turbo-boost til 4,2 GHz. Takket være de lidt aldrende 32 nm-transistorer er det en ret strømslugende chip med et officielt tal på 125 W. Det hele bliver puttet i AMD’s velkendte AM3+-sokkel og parret med ddr3-hukommelse, og det giver afgjort en ordentlig kompatibilitet med både moderne og lidt ældre bundkort.
Power-player
Når det gælder ydelse, bliver billedet mere broget. Når der er tale om tung multi-threading, ser 8350 godt ud. Den kan således måle sig med for eksempel Intel Core i5-4690K i både Cinebench R15-rendering og x264 HD-videokodning.
Hvis man imidlertid skifter fokus til mere blandede opgaver eller (gys) noget virkelig single-threadet, ændrer billedet sig. I Cinebenchs single-threadede renderingstest er den således ikke engang halvt så hurtig som Intels i7-4790K.
Men indtrykket i spil er fatisk slet ikke så ringe. En minimal framerate på 36 i Total War: Rome II er for eksempel blot to bagefter den hædrede 4690K. Men det skal nævnes, at den er 10 fps efter 4690K ved gennemsnitlig framerate i Rome. Man kunne også inddrage optagelsen af et spil i baggrunden. Det er noget, den thread-glade 8350 er langt bedre til end den firekernede Intel-chip.
Imidlertid kan grafikkortet måske hjælpe med til at sætte fart i den proces og udjævne forskellen. Hvis man skal understrege, at 8350 bygger på en arkitektur, der synger på sidste vers, kan vi nævne, at baggrunden for alle disse tal for ydelse er et generelt strømforbrug, der er langt større end hos alle Intel-chipsene, selv sekskerne-uhyret i7-5820K og dens komplekse server-afledte platform med quadchannel-hukommelse og flere pci-lanes, end man kan drømme om.
Således er 8350 sandsynligvis bedre som gamingchip, end man skulle have troet, og den virker afgjort som en god allround-chip, hvis man har videokodning på menuen i det daglige computerarbejde. Den er derimod ikke noget oplagt cpu-valg til en maskine, der primært er beregnet til gaming. Og det er naturligvis helt i orden.