Det amerikanske teleselskab Qwest Communications International er ifølge kilder tæt på situationen villige til at fremsætte endnu et tilbud, hvis MCI ellers giver et vink om, at selskabet er interesseret i drøftelser.
Qwest har foreløbig fået afvist to tilbud og endnu et står ubesvaret.
MCI har for sit vedkommende allerede accepteret et købstilbud fra Verizon på 38 milliarder kroner, hvilket er cirka seks milliarder kroner lavere, end hvad Qwest foreløbig har erklæret sig villig til at give.
Bod på 1,4 mia.
De seks milliarder kan rigeligt dække den bod på 1,4 milliarder kroner, som MCI må betale, hvis selskabet bryder aftalen med Verizon.
Verizon vandt trods den lavere pris købsaftalen, da teleselskabet anses for at være i en økonomisk væsentlig sundere tilstand end Qwest.
Qwests topchef, Richard Notebart, har ifølge The Wall Street Journal modtaget flere telefonopkald fra store aktionærer i MCI, der er interesseret i tilbuddet fra Qwest.
Ifølge aftalen med Verizon må MCI ikke invitere til nye tilbud, men selskabet må gerne tage uopfordrede tilbud til overvejelse.
Qwests seneste bud fra i torsdags matchede i størrelse det seneste bud, men den kontante del af betalingen var rykket til en tidligere betaling, og aktierne i Qwest var tilføjet en garanti mod kursfald på mere end 10 procent.
Kursen på aktier i Qwest faldt fredag, dagen efter seneste tilbud på MCI, med 8,1 procent, kun 1,9 procentpoint fra bundgarantien i tilbuddet.
Qwest har ikke oplyst, hvor lang en frist teleselskabet vil give MCI på et svar.