Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
"Det er på tide at give noget tilbage", mener Janus Rægaard Nielsen, der for nyligt solgte app-virksomheden MYMobileSecurity for et tocifret millionbeløb. Han står også bag en række andre succesfulde it-virksomheder inden for internet og sikkerhedsbranchen.
"Karrieremæssigt er jeg kommet til et punkt i livet, hvor jeg har lyst til at forsøge at bidrage, give noget igen, gøre en forskel", siger den 42-årige iværksætter, der efter selv at være blevet far for seks år siden, har puslet med tanken om at starte et børnevelgørenheds-projekt op i længere tid.
Nu mener han at have fundet det perfekte koncept, der forhåbentligt vil kunne gøre en mærkbar forskel. Projekt CharityAntivirus er født – et koncept der giver brugerne mulighed for at downloade antivirus og samtidig støtte en rigtig god sag.
Folk kan selv vælge om de vil betale penge for produktet og den medfølgende service eller om de vil hente det gratis og nøjes med at sprede det gode budskab via de sociale medier. Vil man betale for produktet, vælger man selv prisen. "Vi vil naturligvis gerne have så mange som muligt til at betale. 10 kr eller 200 kr., det er helt ok, alle bække små", siger Janus R. Nielsen, der garanterer at give hele overskuddet til børnevelgørenhed.
Konceptet er blevet til i samarbejde med blandt andet antivirusproducenten Bitdefender, som har stillet produktet til rådighed gratis, og hvis teknologi de seneste par år er blevet kåret til verdens bedste.
"Jeg er virkelig stolt af CharityAntivirus og jeg tror, at vi inden for kort tid kan gøre en forskel. Hvorfor ikke installere CharityAntivirus i stedet for et de mange andre gratis eller kommercielle programmer? Alle vi har henvendt os til har været yderst positive omkring konceptet. Daniel Agger og Mads Langer har ydet en stor indsats for at få dette til at lykkedes", siger Janus R. Nielsen.
It-iværksætteren slår stort brød op og håber på massiv succes, først i Danmark og sidenhen i resten af Europa og USA. I en 1,5 minutter lang reklamevideo beder Daniel Agger sammen med en fem-årig dreng om støtte til projektet til tonerne af Mads Langers populære musik og på projektets hjemmeside optræder fodboldspilleren og sangeren som ambassadører.