Finansminister Thor Pedersens villighed til at fire på de ellers stramme deadlines for hvornår de danske virksomheder skal være klar med elektronisk fakturering, koster kommuner og amter millioner af kroner, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Det er penge, som allerede er trukket ud af bloktilskuddene fra staten. Besparelserne kan ikke realiseres, hvis kravene til virksomhederne ikke fastholdes, mener amterne og kommunerne.
De kræver derfor 20 millioner kroner af finansminister Thor Pedersen for hver måned, ordningen med digital fakturering ikke er på plads, skriver avisen.
Skæringsdatoen for elektronisk fakturering var oprindeligt fastlagt til 1. februar, men det er lykkes for en række erhvervsorganisationer, anført af Dansk Industri, at få ministeren til at bøje reglerne i forsøget på at undgå kaos.
Virksomhederne kan ifølge organisationerne ikke nå at få teknikken klar til tiden trods måneders varsel, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Ministeriet har ifølge Jyllands Posten reduceret kommunernes årlige bloktilskud med 137 millioner kroner, mens amterne går glip af 48 millioner kroner.