Det er snart 42 år siden, at Dr. Henry Walton Jones Jr. konstaterede, at “It's not the years, honey, it's the mileage.” Raiders of the Lost Ark var – og er stadig – en fabelagtigt god adventurefilm, men årene er ikke gået sporløst hen over den gode arkæolog.
Ikke desto mindre er Harrison Ford snart tilbage i den femte Indiana Jones-film, som efter planen får premiere til juni næste år. Uagtet at der gennem længere tid har floreret onlinerygter om, at den 80-årige skuespiller ville blive erstattet med en yngre og muligvis endda kvindelig skuespiller.
Men det var altså bare løgn og latin, hvilket man om ikke andet kan få vished for i traileren for Indiana Jones and the Dial of Destiny, som netop er frigivet og primært foregår i 1960’erne.
Med sig har Indy foruden sin ikoniske pisk bl.a. også John Rhys-Davies, der vender tilbage i rollen som den ukuelige, egyptiske Sallah – dén var så til gengæld helt sikkert ikke gået, hvis den første Indy-film havde haft premiere i dag!
Det aldrende makkerpar får modspil af Mads Mikkelsen som Jürgen Voller, en NASA-ansat med en nazistisk fortid, der stadig ikke helt kan glemme de muntre dage i Det Tredje Rige.
Der afsløres ikke meget yderligere i traileren, end at der som vanligt er visse overnaturlige elementer på spil.
Baseret på udtalelser fra Lucasfilm-chefen Kathleen Kennedy har producenterne heldigvis også lært af erfaringerne fra forgængeren Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull, som de fleste ellers helst forbigår i tavshed.
Blandt andet fordi den i alt for høj grad søgte at maskere et tyndt plot og en lidt mislykket casting bag et lag af fjollede computergenerede effekter.
Men nu får vi se. Under alle omstændigheder er vi mange, der er villige til at tilgive fortidens synder og ser frem til et gensyn med en hovedperson, der bl.a. er blevet betegnet som “Professor of Archaeology, expert on the occult, and how does one say it… obtainer of rare antiquities.”