Lad os bare slå fast med det samme at det nye Fitbit Sense 2 ikke er en billig genvej til et Apple Watch.
Retfærdigvis prøver de da heller ikke på at gøre det til andet end et Fitbit tracker-ur.
Men når du har en kvadratisk sort skærm med aluminium kant og en gummirem, så ligner det altså dem med æblet.
Til gengæld er prisen mere rimelige 2299 kroner.
Mål dit velvære
Selvom Sense 2 naturligvis kan tracke forskellige trænings tilstande, så ser jeg det primært – men ikke kun, som en helsetracker.
Det er dit velvære, der primært er i fokus og det afsløres tydeligt kort tid efter du har taget det i brug.
Det er især funktioner som søvn, puls, stress og endda menstruationscyklus, uret gerne vil vide noget om.
Alt dette kan naturligvis sættes op som du ønsker det og heldigvis kan næsten alt sættes op via den udmærkede Fitbit app, der overfører data til uret.
Der er også en hjemmeside, hvor du kan få et større overblik, men de fleste af os vil nok benytte ur og app til at aflæse data.
Google så det batter
Interaktionen med Google er indlysende – de kalder det selv Fitbit by Google, så her er interaktionen ret flydende.
Du kan endda få et seks måneders medlemskab af deres Fitbit Premium, som giver ekstra fordele.
Det der følger med som standard vil dog dække langt de flestes behov.
Og i øvrigt kører Sense 2 også med en iPhone og tog her ikke længere tid at sætte op end via en Android telefon.
Træning med begrænsninger
Alle de gængse og mest udbredte sportsgrene kan du tilgå via touch-skærmen. Det er bare at scrolle igennem og du skal nok finde det du vil.
Visningen på skærmen er ikke så avanceret – nørdet om du vil, som Garmin, men pointen er, at den viser alt det væsentlige.
Så der er altså ikke noget at udsætte på disse funktioner, medmindre du er entusiast på et felt.
Det samme gælder interaktion og notifikationer på skærmen – her er de fleste producenter godt med.
Pulsmålingen er god og faktisk lidt mere præcis end på et par Garmin ure jeg har prøvet (uden ekstern pulsmåler). Men intervaltræning kan den dog ikke følge med til. Et punkt, hvor alle, der måler puls på håndleddet ikke kan være med.
Helt sin egen
Der er ingen tvivl om at Fitbit er blevet voksen. Med det mener jeg, at de er nået langt fra da de startede. De har deres egen profil og ligner ikke nogen anden. Kun designet ret tæt på Apple Watch. Men det er de langt fra ene om og der skal ikke lyde noget negativt om det herfra.
Sense 2 er nok ikke det mest maskuline og er på mange punkter rettet mod kvinder. Men alle kan bruge det og det fås i mange farve varianter.
Er du til hardcore træning er Garmins bud stadig klart de bedste og også halv pebrede. Vil du have næsten lige så god træning og et formidabel smartwatch oveni skal du vælge Apples nyeste Watch.
Men vil du gerne have et velfungerende tracker ur og smartwatch uden at betale kassen for det, er Fitbit Sense 2 et rigtigt godt bud.