Godmorgen og velkommen til tirsdagens udgave af Computerworlds morgen-briefing.
Det er Rasmus Ferdinand Ginman, der er skribenten bag denne tidlige nyhedsopsamling.
Rigtig god læselyst.
Meta-aktien skyder i vejret efter nyhed om massefyringer
Meta-aktien har haft det særdeles hårdt det sidste år, hvor den er faldet med omkring 70 procent.
De hårde økonomiske tider har nu fået selskabet, der står bag Facebook, til at indlede massefyringer denne uge, har Wall Street Journal beskrevet.
Men netop denne nyhed har fået selskabet aktiekurs til at stige til vejrs.
Aktien, der har haft en nedadgående tendens i lang tid, stiger mandag med over fem procent, skriver CNBC.
Meta kan allerede påbegynde fyringerne onsdag, har Wall Street Journal berettet. Det vil formentlig blive den største fyringsrunde i selskabets 18-årige historie, hvor der regnes med, at flere tusinder vil blive afskediget.
Elon Musk indfører nyt Twitter-abonnement
Med Elon Musk som ny ejer skyller en bølge af ændringer indover Twitter.
Nu er en af de omvæltninger indført i forsøget på at gøre forretningen mere rentabel.
Selskabet har netop indført, at brugere for otte dollar kan erhverve sig det 'blå flueben', der står ved siden af brugernavnet, som verificerer ens konto. Det vil fungere som en abonnementsløsning, hvor der også følger en række andre fordele.
Det skriver Reuters.
Lørdag blev den nye feature indført, og her stod på Twitter-opdateringen i Apple App Store, at man kunne tilkøbe sig fluebenet "ligesom kendisser, virksomheder og politikere, du allerede følger."
Ved det nye abonnement får man en halvering af reklamer, man bliver eksponeret for, muligheden for at poste længere videoer og bedre rangering af kvalitetsindhold, lyder det.
Derudover kan man redigere sine tweets. Det er en funktion, der blandt andet eksisterer på Facebook, men som Twitter-brugere har efterspurgt i mange år.
Datatilsynet klar med vejledning til lokalarkiver
Datatilsynet har udgivet retningslinjer for, hvordan lokalarkiver skal behandle personoplysninger.
Det skriver tilsynet i en nyhed.
"Retningslinjerne er blevet til med inddragelse af foreningen Sammenslutningen af Lokalarkiver og skal bidrage til, at tvivl om databeskyttelsesreglerne ikke står i vejen for det gode arbejde, som lokalarkiverne foretager," lyder det i meddelelsen.
Retningslinjerne består af en kortlægning af databeskyttelsesreglernes betydning for lokalarkivernes virke. Dertil følger fire konkrete retningslinjer, som Datatilsynet anbefaler, at lokalarkiverne følger.
Du kan finde retningslinjerne her.
Elon Musk vil udelukke folk på Twitter, der efterligner andre
Elon Musk har bestemt ikke ligget på den lade side efter, han købte Twitter.
En af de seneste ændringer, han har indført, er, at folk, der efterligner andre, skal permanent udelukkes fra Twitter.
Det skriver Wall Street Journal.
Dette er konsekvensen - medmindre det fremgår, at efterligningen skal fremstår som en parodi.
Kathy Griffin, amerikansk skuespiller og komiker, er allerede blevet fældet af denne regel, da hun har efterlignet Elon Musk.