Her Polestar 3 – Nordens vildeste SUV
Det svensk-kinesiske bilmærke Polestar kunne denne uge løfte sløret for sin første rendyrkede SUV: Polestar 3.
Her diskes op med en rendyrket elbil, bygget ovenpå et kolossalt batteri på 111 kWh, der giver op til 610 kilometers rækkevidde efter WLTP normen.
Polestar 3 måler fuldvoksne 4,9 meter i længden, hvor pladsen er prioriteret de to første sædderækker i en grad, der slet ikke levner plads til en eventuel sjette eller syvende passager på en tredje række. Bagagerummet byder på 484 liter, mens et frunk under motorhjelmen giver yderligere 32 liters plads.
Den godt 2,67 tons tunge SUV skubbes frem af to motorer, der sammen yder 489 hestekræfter og 840 Nm. Det rækker til at ekspedere elbilen fra nul til 100 på fem sekunder.
En Performance-pakke med større fælge og 28 hestekræfter yderligere og i alt 910 Nm kan få den tid ned til 4,7 sekunder.
Lynopladning med op til 250 kW sikrer, at 10-80 procent ladedisciplinen klares på en halv time.
Polestar 3 debuterer til en pris på 800.000 kroner og kan bestilles allerede nu. Performance pakken koster 80.000 oveni, mens leasing-priser starter ved 8.495 kroner.
Leveringen vil først ske fra fjerde kvartal 2024.
Efter voldsom kritik: Nvidia trækker RTX 4080 lancering tilbage
Den amerikanske chip-gigant Nvidia synes alligevel ikke at være indstillet på at lancere et RTX 4080 kort ovenpå kritik af kortets evner og dets placering i Nvidias portefølje.
RTX 4080 stof til at debutere i november i to versioner med henholdsvis 16 og 12 gigabyte ram, hvor den mindste model samtidig stod til at huse 21 procent færre regnekerner end den stærkere og dyrere model.
En diskrepans der har vakt megen kritik af selskabet, skriver netmediet The Verge.
Nvidia indrømmer nu på sin blog, at to RTX 4080 med så store performance-forskelle er forvirrende: ”RTX 4080 12 gigabyte er et fantastisk kort, men det har ikke det rette navn,” lyder det nu fra selskabet, som dog ikke oplyser, i hvilket omfang kortet i stedet vil blive lanceret under et andet navn.
RTX 4080 står fortsat til at debutere i november til 1.199 amerikanske dollar, svarende til 9.170 kroner
Elbiler dominer klart feltet i kåringen af årets bil
Syv finalister er tilbage i kåringen af årets bil 2023 i Danmark. Heraf kører de seks alene på strøm.
Dermed tegner sig en klar dominans for de eldrevne biler, som ligesom sidst blev domineret af de elektriske biler, hvor fem ud af syv finalister var eldrevne.
Årets finalister tæller følgende: BMW i4, MG 4 Electric, Nissan Ariya, Renault Megane E-tech, Toyota Aygo X, Toyota bZ4X samt Volkswagen ID.Buzz.
De syv biler skal dyste frem til 30. november, hvor den endelige vinder bliver kåret af foreningen Danske Motorjournalister, som tæller 20 jurymedlemmer.