Danske Globeteam har sikret sit navn i en rammeaftale til en værdi af 200 millioner kroner med Danmarks Miljøportal.
Rammeaftalen kører de næste fem år, hvor Septima og Testhuset er udvalgt som underleverandører.
Det skriver Danmarks Miljøportal i en udsendt meddelelse.
Med aftalen vil Globeteam blandt andet udvikle, drifte og supporte Danmarks Miljøportal i forhold til organisationens cloud first- og Microsoft Azure-strategi.
På nuværende tidspunkt består Danmarks Miljøportals systemportefølje af 25 systemer.
I alt vil 20 konsulenter blive tilknyttet samarbejdet om at udvikle Danmarks Miljøportals it-systemer - et antal der kan udvides helt op til 60 konsulenter.
Mange kvalificerede tilbud
Sekretariatsleder i Danmarks Miljøportal Nils Høgsted forklarer i meddelelsen, at udbuddet af opgaven har været et tæt kapløb mellem markedets dygtigste konsulenthuse.
Rammeaftalen har været i åbent EU-udbud med bistand fra Kammeradvokaten, og der har ifølge Nils Høgsted været "mange meget kvalificerede tilbud fra meget kompetente leverandører."
"Men Globeteam afgav det tilbud med det bedste forhold mellem pris og kvalitet vurderet i forhold til tildelingskriteriet," udtaler han.
Han fortæller videre, at Danmarks Miljøportal på det seneste været i en rivende udvikling og løbende er blevet tildelt flere og flere opgaver både i regi af Innovationsfonden, EU og den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi.
"Den nye rammeaftale sikrer, at vi kan levere på de nye opgaver, eksempelvis indenfor IoT, cirkulær databank og understøttelse af den grønne omstilling i Danmark og internationalt," lyder det fra Nils Høgsted.
Danmarks Miljøportal har 100.000 brugere, fem millioner besøgende årligt og mere end syv TB data ind og ud af systemet om måneden.