Der er spændinger og gnidninger i de fleste familier, men heldigvis er de fleste renskurede Disney-pragteksemplarer sammenlignet med familien Roy i Succession.
Serien var i sine første sæsoner et anmelderrost sleeperhit, men fik sidste år sit helt store gennembrud med tredje sæson, og nu er der nyt på vej.
I forsommeren gik optagelserne i gang til sæson fire, og det er meldt ud, at den allersenest vil være sendt i sin helhed i god tid inden Emmy-uddelingerne i maj 2023. Branchekendere forventer premiere sidst i 2022 eller lige på den anden side af nytår.
Succession er grov satire over livet på toppen af første klasse. I midten af det hele står den aldrende, altdominerende og vildt manipulerende patriark Logan Roy (Brian Cox), der ejer og leder et af klodens mest værdifulde mediekonglomerater.
Men i centrum er i mindst lige så høj grad hans børn Kendall (Jeremy Strong), Siobhan ”Shiv” (Sarah Snook) og Roman (Kieran Culkin), der kæmper indædt om farmands gunst og posten som hans efterfølger.
Dertil kommer den let kiksede storebror Connor (Alan Ruck) samt et omfattende menageri af direktører, ægtefæller, lykkeriddere, hangarounds og konkurrenter.
Der er mange tråde at holde rede i, og magtspillet er mindst lige så råt og ugennemskueligt som i Game of Thrones. Bortset fra, at dragerne her bærer skræddersyede jakkesæt og spadseredragter.
Følger man allerede Succession, er det altså ikke et dårligt tidspunkt at gense den for at kunne holde styr på det konstant skiftende magtspil op til den kommende sæson. Og har man ikke stiftet bekendtskab med familien Roy endnu, så er serien et gennemført solidt bud på et kommende streamingprojekt.
For selv om temperaturerne vil falde i de kommende måneder, bliver det med hverken efterårets eller vinterens komme næppe helt så koldt som på toppen i Succession.
Serien ventes at slutte med sæson fem.