Hjertelig velkommen til mandagens overflyvning af de hurtige it-nyheder, der efter en solrig og varm weekend her serveres med køligt overblik af dagens morgen-briefing-vært Alexander Haslund.
Microsoft frigiver 1.500 emojis som open source
Microsoft åbner en samling på over 1.500 emojis til brugere på GitHub og Figma.
Det skriver WinBuzzer.
Brugerne på de to platforme kan nu bruge og redigere i de mange ideogrammer og smileys, som de har lyst til og dermed ifølge Microsoft lettere afspejle brugerne og deres virkelighed.
"Det er ikke en lille bedrift, når du taler om 1.538 emoji, men vi ønskede at sikre, at enhver skaber kan bygge oplevelser, der tjener deres fællesskabs behov," lyder det fra Microsofts Corporate Vice President Design & Research Jon Friedman i et blogindlæg.
Selvom over 1.500 emojis lyder af en sjat, er det faktisk ikke hele Microsofts emojis-katalog. De fleste udeladelser skyldes dog varemærker eller juridiske årsager, lyder det.
Amazon ruller ny betalingsform ud i stor skala
Amazon gør klar til storstillet udrulning af sine biometriske håndfladescannere, Amazon One-konceptet, til dusinvis af Whole Foods-lokationer.
Det er den mest markante udvidelse af teknologien, hvor man kan betale med sit håndfladeaftryk.
Det skriver Ars Technica.
Amazon One giver kunder mulighed for hurtigt at checke ud i en butik ved kun at bruge deres håndfladeaftryk.
Og før du bekymrer dig for meget om corona, fungerer Amazon One, når du holder håndfladen over scanneren, lyder det.
Økonomisk kriminalitet er flyttet til nettet
Modsat økonomisk kriminalitet i den digitale svære, forekommer klassiske bankrøverier nærmest ikke mere.
Kun ét bankrøveri blev registreret i 2021 mod cirka ét i gennemsnit per bankdag i 1992.
Det viser en undersøgelse fra bankernes brancheorganisation Finans Danmark, der har undersøgt bankrøverier fra 1970 og frem til og med 2021.
Det skriver Børsen.
Digitaliseringsdirektør hos Finans Danmark Michael Busk-Jepsen ser en tydelig udvikling.
"Det er entydigt, at meget af den økonomiske kriminalitet er flyttet på nettet," siger han.
Politiets landsdækkende center for it-relateret økonomisk kriminalitet modtog i 2020 i alt 29.905 anmeldelser om it-relateret økonomisk kriminalitet - en stigning på 11,3 procent sammenlignet med 2019.
Samsungs de facto-leder benådes for bestikkelse
Samsungs de facto leder Lee Jae-yong, barnebarn til Samsungs grundlægger, har modtaget en benådning fra den sydkoreanske præsident.
Den juridisk udsættelse sker med forventninger om, at forretningsmagnaten vil hjælpe med at drive nationens økonomi frem, skriver Wall Street Journal.
Lee Jae-yong, der også går under navnet Jay Y. Lee, er to gange fængslet for at bestikke Sydkoreas tidligere præsident. Han vil nu få slettet sin straffeattest fra en dom i 2017, hvor han fik en fængselsstraf som konsekvens af en stor bestikkelsesskandale.
Men barnebarnet af Samsungs grundlægger har stadig uløste juridiske problemer i forbindelse med anklager om regnskabssvindel, der kan bringe ham tilbage i fængsel, hvis han bliver fundet skyldig.
Jay Y. Lee har nægtet at have begået fejl, men udtaler i en erklæring, at han "er dybt taknemmelig for muligheden for en ny start."
"Jeg vil arbejde hårdt for at opfylde mit ansvar som iværksætter," sagde han.
Ethereum-grundlægger Vitalik Buterin forudser kæmpe opdatering 15. september
En meget ventet softwareopgradering af Ethereum blockchain, kendt som merge, vil nu sandsynligvis ske omkring 15. september, ifølge netværkets medstifter Vitalik Buterin.
Sammenfletningen repræsenterer en overgang i, hvordan ether-tokens præges og transaktioner valideres, væk fra mining af blocks ved hjælp af komplekse beregningsopgaver under proof-of-work-metoden og mod proof-of-stake.
Det skriver Bloomberg.