Godmorgen kammerater.
Her kommer onsdagens morgen-briefing fra Computerworld.
I dag er det altid morgenfriske Jacob Wittorff, der sidder bag tasterne, og før du læser videre, vil jeg anbefale, at du finder solcremen frem og tager de korte rør på.
For DMI har varslet hedebølge, og dagens morgen-briefing følger trop og er i dag varmere end nappasæderne på din gamle Opel Manta, når du steg ind i den efter en lang dag ved stranden.
I dag lægger vi da også hårdt ud med nyt i Chromebook-sagen, der efterhånden har udviklet sig til en varm kartoffel for de danske kommuner.
Forsker om Chromebook-sag: ”Man kan godt sige, det er dybt naivt”
For nylig har Datatilsynet udtalt alvorlig kritik og nedlagt forbud mod Helsingør Kommunes brug af Chromebooks i skolerne.
Og ifølge ph.d.-stipendiat på Aarhus Universitet, Lucas Cone, har det været et udslag af naivitet, når danske kommuner på stribe har foretaget millioninvesteringer i Chromebooks fra Google.
Det siger han til DR.
”Man kan godt sige, at det er dybt naivt, for en vigtig del af Googles forretningsmodel er at behandle og videresælge data,” siger han ifølge DR
Lucas Crone vurderer desuden, at mange kommuner er blevet så afhængige af Google, at de har svært ved at gennemføre undervisningen uden Chromebooks og Google Workspace.
Peakon indkasserer trecifret millionunderskud
Det dansk-stiftede it-selskab Peakon, der i fjor blev solgt til amerikanske Workday for 4,3 milliarder kroner, indkasserede i det seneste regnskabsår for 2021/2022 et underskud på 152 millioner kroner.
Det skriver Børsen.
I regnskabsåret er omsætningen dog også vokset markant med 55 procent og lander således på 354 millioner kroner.
Peakon er stiftet af Kasper Hulthin, Christian Holm, Phil Chambers og Dan Rogers. De tre førstnævnte har desuden også været med til at skifte it-virksomheder Podio, der for 10 år siden blev solgt til amerikanske Citrix for 260 millioner kroner.
Manden bag Steve Jobs rullekravesweater er død
Den verdensberømte japanske designer Issey Miyake er død, og han er blandt andet kendt for at have designet den ikoniske rullekrave-sweater, som Apple-stifteren Steve Jobs bar som en slags uniform.
Issey Miyaki blev 84 år og satte han har gennem flere årtier sat sit varige aftryk på haute couture-verden med sit modetøj og sine parfumer.
iPhone-producent skal bygge el-traktor
Taiwaneske Foxconn, der måske er mest kendt for sin rolle i produktionen af iPhones og andre Apple-produkter, skal nu også stå for produktionen af elektriske traktorer af mærket Monarch.
Det skriver mediet [url= https://electrek.co/2022/08/09/foxconn-electric-tractors-monarch/]Electrek[/url].
Selskabet Monarch oplyser på sin hjemmeside, at det beskæftiger sig med fremtidens landbrug, og selskabet har designet en el-traktor med modelnavnet MK-V, der har 70 hestekræfter og kan køre i 10 timer på en opladning.
Foxconn kunne for nyligt også meddele, at selskabet også skal bygge den næste elbil fra selskabet Fisker Inc, der er stiftet af den danske bilsdesigner Henrik Fisker.
Første nordiske Linux-webshop åbner
Firmaet Linux Nordic åbner nu en webshop, der sælger open-source Linux baserede operationsystemer samt software, firmware, mobil-hardware og computere.
Det oplyser Linux Nordic i en meddelelse til Computerworld, hvor selskabet samtidig hævder, at der er tale om den ikke alene i Danmark, men i Norden første af sin slags.
”De 500 bedste supercomputere i verden kører alle på Linux. De mest benyttede operativsystemer er baseret på Linux. Praktisk talt alt af cloud-teknologi kører på Linux. Mange af verdens største virksomheder gør brug af Linux, inkluderet virksomheder som Apple. Denne udvikling kommer nu til Danmark. Linux Nordic argumenterer for at Linux ikke kun skal være for specielt interesserede og eliterne,” lyder det i en meddelelse fra virksomheden.
Om dagen i dag: Opfinderen Jan Rajchman fødes
Den engelske opfinder Jan Rajchman blev født i dag for 111 år siden. Han var blandt andet med til at opfinde det såkaldte Selectron-rør, der var en af de første former for digital hukommelse.
Rajchman døde 1. april 1989.