De 47 danske kommuner, der i dag anvender Chomebook-computere i undervisningen på deres folkeskoler, vil i samlet flok henvende sig til Google.
Det sker i kølvandet på Helsingør-sagen, hvor Datatilsynet med henvisning til GDPR i sommer forbød Helsingør Kommune at anvende Chromebook-computere i undervisgningen, efter, at kommunen var blevet anmeldt af en utilfreds far til en skoleelev.
Bladet Folkeskolen fortæller, at beslutningen om i samlet flok at henvende sig til Google blev truffet på et stormøde, som KL, skolerne og Datatilsynet afviklede fredag.
Mange af kommunerne sidder nemlig med samme problemer, som Helsingør Kommune sidder med.
Og derfor har de brug for at få klarhed og klare retningslinier om, hvad de må og ikke må, og hvad der skal til for at leve op til reglerne.
Datatilsynet har tidligere rådet alle kommuner til at følge nøje med i Helsingør-sagen og med udgangspunkt i den nøje gennemgå deres egne risikoanalyser sammen med deres leverandører.
Kontorchef i Center for Digitalisering og Teknologi i KL, Pia Færch, siger til Folkeskolen, at kommunerne især skal have klarlagt, om skole-systemerne supporteres i tredjelande samt om der er problemer i forhold til videregivelse af data.