Er du er af de mange, der anvender verdens mest udbredte browser, Google Chrome, bør du omgående opdatere din browser til nyeste version.
Google har nemlig fundet 27 sikkerheds-huller i browseren, som selskabet nu patcher med lanceringen af Chrome 104.
Syv af de 27 sårbarheder definerer Google som alvorlige, mens 15 af dem udgør en mellemstor sikkerhedsrisiko: ‘Medium’ i Googles terminologi.
Den nye Chrome 104 lanceres samtidig til både Windows, Mac og Linux.
Google meddeler, at der ikke er nogen tegn på, at sårbarhederne udnyttes aktivt.
I en udsendt sikkerheds-bulletin - som du finder her - gennemgår Googles alle de 27 sårbarheder.
Gennemgangen er dog relativt overfladisk, da Google principielt først fortæller detaljeret om sårbarheder, når størstedelen af brugerne har opdateret og patchet dem.
Det er værd at bemærke, at Google med opdateringen til Chrome 104 fjerner sin U2F API, som ellers er det originale sikkerheds-API til Chrome.
Den afløses nu af Web Authentication API (WebAuthn), som for et par år siden blev godkendt som W3C-standard.
WebAuthn er forlængst blevet implementeret i alle de førende browsere samt i Windows og Linux.
Denne ændring i Chrome betyder, at websites skal migrere fra U2F til WebAuthn API.
Du finder hele oversigten fra Google over alle sårbarhederne, som nu patches, ved at klikke her.