Det er sommer og lyden skal med rundt i huset, terrassen, stranden og hvor man nu har behov for at have musikken med.
Og producenterne har mildt sagt forskellige briller på når de skal kreeres. Det ses tydeligt når du napper fra japanske Sony, amerikanske JBL og danske B&O og Dali.
Det er i øvrigt alle producenter, der har bevist, at de kan levere lyd på højt niveau.
Men er du til en lille håndholdt sag, der leverer klasse eller skal det være modellen, der kan gøre forholdet til dine omgivelser meget anstrengt?
Budene er mange på markedet og gennem den sidste måneds tid har jeg prøvet fire vidt forskellige løsninger, hvis fællesnævner blot er bærbarhed og batteridrift.
Så testen her er lige så meget en øvelse i at se, hvilken type, der matcher dine behov bedst. Priserne går fra små 1500 kroner til det dobbelte, og du får faktisk mest valuta per investeret krone i blandt de dyreste.
B&O Explore: Håndgranat af vellyd
Den mindste er på mange måder min favorit. Kombinationen af anodiseret aluminium, så den ikke bliver ridset selv ved slag, kombineret med et ret lækkert design, gør den kun 12,4 centimeter højttaler til lidt af en perle.
Den spiller naturligvis ikke højt, men leverer et varmt og helstøbt lydbillede, der er meget behageligt. Den er helt oplagt easy-listening i baghaven.
Tager du den med klarer den både vand og sand, og holder op til 27 timer på batteriet. Prisen er i den høje ende for så lille en højttaler, men finish og byggekvaliteten matcher.
Karakter: 4/6
Batteritid: 27 timer
Vægt: 631 gram
Pris: 1.499 kroner
Dali Katch G2: Hank op i god dansk lyd
Dali Katch klarer kun at få et par stænk på sig, og det gør, at den ikke kan bruges til alt i sommeren.
Men helt ærligt – hvor meget har du brug for, medmindre du har pool i haven. For Katch G2 leverer meget høj lydkvalitet, er let at have med og har et smart hankesystem, der dog har en lidt ærgerligt detalje, du kan læse om i den fulde test.
Under det slanke ydre gemmer sig god gedigen dansk lydhåndværk, og det kan i den grad høres. Der er størrelse på instrumenter og stemmer og fin nuancering. Ret fint at så kompakt en enhed.
Så brug den inde og ude, derhjemme og så kan den tages med, hvor du har lyst til. Prisen afspejler kvaliteten, men den er alt andet lige noget for høj, og det afspejles i min karakter.
Karakter: 3/6
Batteritid: 30 timer
Vægt: 1,9 kilo
Pris: 2.895 kroner.
Sony SRS-XG500: Boomboks med hank
Sony ligner mest et morderne svar på en 90’er ghettoblaster. Den 46 centimeter lange enhed har hank, basmoduler i siden og i øvrigt ekstra bas knap, som trenden dikterer.
Den adskiller sig fra pøblen af lignende produkter, ved at være ret nydeligt pakket ind i stof, der tåler vand og støv.
Desuden er den smart bygget med gode enheder og et smart passivt bassystem, med membraner i siderne. Du kan også tilslutte mikrofon, hvis du har de ambitioner.
Sony spiller højt og leverer samtidig et homogent lydbillede. Du skal ikke presse den for hårdt, for den når ikke samme niveau som den store JBL i denne test. Gør du det bliver lyden klemt og anstrengt.
Brug den til den lille fest udendørs. De 30 timers batteritid kombineret med en blaster, der alt andet lige er til at tage let med rundt, gør den til den bedste allrounder i testen.
Karakter: 4/6
Batteritid: 30 timer
Vægt: 5,6 kilo
Pris: 3.500 kroner
JBL Partybox 110: Øretæveindbydende højtspiller
Den vejer 10 kilo, er 56,8 centimeter høj og leverer både høj og god lyd. Læg dertil en pris på lige under 3000 kroner og JBL er så afgjort den, der giver mest valuta i denne test.
For den kan ikke kun spille højt. Den har en glød og varme i lyden, samt et stort lydbillede, der gør, at du også kan spille andet end techno eller Rammstein.
JBLs force er tydeligt deres knowhow i den professionelle branche. Det afspejles i lyden og byggekvaliteten. Og bagpå finder du da også både indgang for guitar og mikrofon.
Det indbyggede lys kan let styres via knap på toppen og også let slukkes. På minussiden er, at den kun tåler vandstænk og batteritiden er nede på 12 timer. Men til prisen kan disse små skavanker sagtens tilgives.
Karakter: 5/6
Batteritid: 12 timer
Vægt: 10 kilo
Pris: 2.999 kroner
Konklusion
Testen er nærmest rangeret efter, hvor højt hver af deltagerne kan spille.
B&O spiller lavest, men også meget raffineret. Dali har samme finesse og kan spille højere, men har ikke samme lækre byggekvalitet som Explore fra Struer.
I den højtspillende ende er valget mellem Sony og JBL. Sonys force er bestemt, at den både spiller godt og er rimelig let at have med.
JBLs dimensioner og vægt betyder, at selv en tur fra p-pladsen til standen kan blive lidt anstrengt. Men vil du spille op til fest – så er JBL så absolut den du skal vælge. Den er ikke perfekt, men giver solid lyd og kvalitet til prisen.