Kinesisk bilmærke indstiller salget blot to måneder efter dansk debut
Den kinesiske debut på den danske bilscene, Xpeng og dennes første model, Xpeng P5, nåede ikke at få den nogen særlig lang karriere.
Blot to måneder efter den danske debut, stopper selskabet nemlig for salget af bilen, som ellers skulle signalere mærkets entré på det europæiske og danske marked.
Det er dermed ikke længere muligt at forudbestille bilen på selskabets danske hjemmeside. Det svenske bilmedie Mestmotor oplyser, at P5-købere, i stedet er blevet tilbudt en prøvetur i den større P7-model, som står til at blive introduceret på et senere tidspunkt.
Bag salgsstoppet er forsyningsvanskeligheder i bilens hjemby, Shanghai, hvor covid-19 restriktioner gør, at bilerne ikke kan skibes videre, skriver tech-mediet Inputmag.
Intels første gamer-grafikkort er nu at finde i e-handlen
Intels næste salve i selskabets entré på det længe lukkede marked for grafikkort er ikke officielt ude endnu, men er allerede nu at finde i den kinesiske netbutik Gunnir.
Det skriver tech-mediet PCWorld.
Kortet ’Arc A380’ er det stærkeste kort i selskabets 300-serie, som skal duellere med budgetvenlige gamer-kort såsom Nvidias RTX 3050.
Kortet er bygget omkring otte af Intels Xe-grafikkerner, som får seks gigabyte GDDR6 hukommelse at arbejde med. Det skulle kunne nøjes med at forbruge 75 watts strøm.
Prisen skulle lyde på blot 1030 yuan, svarende til blot 1.100 kroner, om end der vil skulle lægges noget told og nogle afgifter oveni, før de lander i den danske nethandel.
Ifølge verserende rygter er seks øvrige grafikkort i støbeskeen hos Intel: Den billigere A310 samt de mere ambitiøse modeller, A580, A750, A770 samt Arc Pro A40 og Pro A50.
Tesla lader andre elbiler komme til sit superlader-netværk
Landets elbilsejere kan fremover få adgang til Tesla hidtil eksklusive netværk af superladere.
Dermed får de danske elbilister otte flere stationer at vælge imellem, med ladehastigheder på op til 150 kW samt to lokationer med op til 250 kW strøm i Ikast og Odense.
Tesla har siden 2021 ladet andre bilmærker slutte sig til sit netværk af superladere i udvalgte markeder. Nu er der åbnet for Tesla-ladestandere besøges i Belgien, Finland, Frankrig, Holland, Norge, Spanien, Storbritannien, Sverige og Østrig.
For at lade op på Tesla-netværket skal du hente Tesla’s app og der oprette en konto, hvorfra du vil kunne tilføje en betalingsmetode under funktionen ’Oplad din non-Tesla’. Herefter vil prisen blive omkring 5,5 kroner per kWh, mens et abonnement til 100 kroner per måned udløser en lidt lavere pris på omkring 4,5 kroner.
Den nærmeste Tesla-ladestation kan findes på selskabets hjemmeside.