Finansminister Nicolai Wammen (S) skifter ud i Statens It-råd, der gennem de seneste mere end 10 år har haft til opgave at risikovurdere statens store it-projekter.
Det betyder, at mangeårig formand for rådet, Mogens Pedersen, nu forlader rådet, som han har været formand for helt fra rådet etablering i 2011.
Mogens Pedersen forlader rådet sammen med Erik Andreasen, der også har været med fra begyndelsen, samt Karin Markmann Bentsen og Line Find.
Som ny formand indsætter Nicolai Wammen nu i stedet 61-årige Betina Hagerup, der gennem årene har haft en lang række direktør-stillinger - blandt hos KMD, i Dansk Erhverv, Erhvervsstyrelsen og Økonomi- og Erhvervsministeriet.
Ind som nye medlemmer kommer hertil Aino Olsen, der er underdirektør i DR, samt Anne Marie Jess Hansen, direktør i CBS Executive Fonden.
Det betyder, at Statens It-råd fremover kommer til at bestå af:
- Betina Hagerup, formand.
- Birgit W. Nørgaard, næstformand.
- Michael Moesgaard, næstformand og CIO i DSB.
- Anne Nørklit Lønborg, CIO i Tryg.
- Mikkel Müller, CIO i Danske Spil.
- Aino Olsen, underdirektør i DR.
- Peter Trier Schleidt, CIO i Jyske Bank.
- Anne Marie Jess Hansen, direktør i CBS Executive Fonden.
- Stig Lundbech, direktør for Koncern IT i Københavns Kommune.
- Torben Ruberg, CIO i Satair.
- Charlotte Bang Arnvig Hersdorf, CIO i Nordea Finance.
"Der er sket meget siden it-rådet blev dannet, og it-styringen er på et helt andet niveau i dag. Samtidig er der stadig mange ting at tage fat på. Projekterne oplever fortsat mange vanskeligheder og vi ser ind i en statslig systemportefølje med fortsat stort fornyelsesbehov," meddeler Betina Hagerup.