Der er ikke nok GDPR-eksperter til at fylde hullerne hos Beskæftigelsesministeriet. Så nu agter ministeriet at lave dem selv.
På sin hjemmeside lancerer ministeriet nu muligheden for en to-årig uddannelse i databeskyttelse og informationssikkerhed.
Beskrivelsen af programmet findes på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside. Her lyder det:
"Vores graduateprogram er et toårigt forløb, hvor du kommer rundt i alle dele af Beskæftigelsesministeriet – altså både departementet, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Arbejdstilsynet og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø."
Med uddannelsen som graduate får de nye jurister en fastansættelse og en introduktion til Beskæftigelsesministeriets arbejdsformer.
I forløbet lover ministeriet, at rekrutterne får "lov til at prøve kræfter med de mange forskelligartede og konkrete opgaver inden for GDPR og informationssikkerhed, som vores styrelser og vores forskningsinstitution har."
Opgaverne ligger blandt andet inden for kategorierne awareness, tilsyn, overvågning og beredskabsplaner.
Af eksempler på opgaver nævnes indtænkning af GDPR - den europæiske persondataforordning - i lovgivningen, udarbejdelse af risikovurderinger og konsekvensanalyser samt at lave ’privacy by design’, i udvikling af it-løsninger.
På chef for Arbejdstilsynet, som ligger under Beskæftigelsesministeriet, Sofie Bisbjergs Linkedin-profil, skriver hun følgende om den nye måde at tilbyde en arbejdsplads:
"I Beskæftigelsesministeriet har vi indset, at kampen om de gode folk inden for GDPR og informationssikkerhed er benhård. Og nu tager vi kampen op: vi har oprettet et fælles graduate program på tværs af hele koncernen."
Der er to stillinger slået op til programmet lige nu, og deadline for ansøgning er 6. juni og start i jobbet er 1. september i år. Det fysiske kontor er i København.
For at blive tage i betragtning til programmet kræver ministeriet en akademisk uddannelse.
"Det kan både være inden for jura, samfundsvidenskab, it eller noget helt fjerde. Du kan enten være nyuddannet eller have et par års erhvervserfaring," lyder det.
I sit Linkedin opslag skriver arbejdstilsynschefen desuden:
"Og for en god ordens skyld: Vi gør ikke kun noget lækkert for de nye medarbejdere vi får. Vi kaster også en ordentlig skovlfuld efteruddannelse, netværk og mentorordning i nakken på dem, vi har. Fordi vi både vil tiltrække nogle fugle fra taget, men også passe rigtig godt på dem vi har i hånden…"
Du kan læse mere om Beskæftigelsesministeriets graduade-program her.