Region Syddanmarks nye elektroniske patientjournal EPJsyd er nu udrullet til alle enheder i regionen.
Det fortæller Morten Lundgaard, it-direktør og CIO hos Region Syddanmark via Linkedin.
"I løbet af lørdag (28. maj, red.) er data fra det tidligere EPJ-system Cosmic blevet migreret over i EPJsyd. Derefter er EPJsyd blevet udrullet på sygehusenhederne i Esbjerg, Vejle og Kolding samt i Psykiatrien. Vi har været foran tidsplanen det meste af tiden," skriver han.
Dermed er hele Region Syddanmark nu på EPJsyd, skriver han videre.
EPJsyd bliver det primære it-arbejdsredskab for omkring 24.000 læger, sygeplejersker, sekretærer og andre medarbejdere på regionens sygehuse. Odense Universitetshospital er ansvarlig for at drive EPJsyd for hele Region Syddanmark.
Stærkt forsinket
Det var oprindeligt planen, at EPJ-systemet skulle være færdig-udrullet på regionens sygehuse inden sommeren 2021.
Men siden blev planen for færdig-implementeringen rykket til i foråret 2022.
Region Syddanmark opgjorde selv forsinkelsen til “11,5 måned.”
Forsinkelsen kom ifølge Region Syddanmarks egne beregninger til at koste op mod 55 millioner kroner, som kommer oveni EPJ-systemets oprindelige budget på 253 millioner kroner.
Årsagen til forsinkelsen skete blandt andet som følge af et sygehusvæsen, der har været under pres af Covid-19, som har gjort det nødvendigt at udskyde allerede lagte planer flere steder.
Desuden var regionen presset af selve system-implementeringen, som viste sig at være mere kompleks end forventet.
“Det gælder i forhold til drift og integration til regionens it-miljø, koordination og implementeringstid. Herudover har der været behov for en række tilpasninger af løsningen,” har Region Syddanmark tidligere meddelt.
Systematic vandt den store ordre med at levere EPJ til Region Syddanmark i 2018 efter et forløb, hvor regionen blev beskyldt for at have skræddersyet udbuddet til selskabet.
Systematic leverer også EPJ til de øvrige regioner i Vestdanmark.