Den danske Le Mans-stjerne og Ruby-on-Rails-opfinder David Heinemeier Hansson og Vivino-stifteren Heini Zachariassen er sammen med vækstfonden med til at investere 11 millioner kroner i den aarhusianske iværksættervirksomhed Workfeed.
Det skriver Finans.
Workfeed udvikler vagtplanssystemer og selskabets stifter Rasmus Skovdal oplyser til Finans, at millioninvesteringen skal bruges til at skalere forretningen yderligere.
Vil investere i danske virksomheder
David Heinemeier Hansson annoncerede i et interview med Computerworld tidligere på året, at han var klar til at investere i danske it-iværksættere.
Noget som han hidtil ikke har gjort.
”Jeg kan se, at der er brug for kapital, men jeg er ny på den danske scene og lige nu overvejer jeg, hvordan jeg kommer i gang. I Silicon Valley er kontakten mellem investorer og iværksættere meget mere institutionaliseret,” sagde han til Computerworld.
Vil have stærk tech-scene i Danmark
I interviewet med Computerworld forklarede, at han så et behov for at bygge en stærk dansk tech-scene.
Noget som ifølge ham kræver, at succesfulde iværksætter som ham selv understøtter den danske iværksætter-scene med kapital.
Et budskab som han understreger over for Finans.
”Der er et større perspektiv om, at vi bygger noget i Danmark. Vi spiller ikke efter en ”play-book,” men gør det på en ny måde, hvor vi bygger en stærk virksomhed, der selv kan styre sin skæbne,” siger han til Finans.
Workfeed blev stiftet for fire år siden og har til huse i Universitetsbyen i Aaarhus.
Blandt selskabets øvrige investorer finder vi også Billy-stifteren Werner Helmuth Storm Valeur, som har investeret via sit selskab X-Mansion.