Mange danskere deler givetvis i dag deres Netflix-adgang med venner, bekendte og familier.
Men nu varsler Netflix, at der i løbet af det kommende år kan blive sat en stopper for brugere, som deler deres Netflix-adgang med andre husstande.
”Vi prøver at finde den rette balance, hvor vi samtidig understøtter, at vores medlemmer bevarer kontrollen,” sagde Netflix driftsdirektør Greg Peters ifølge mediet Hollywood Reporter, da selskabet tirsdag aften offentliggjorde sit kvartalsregnskab.
”Det vil tage noget tid for os at finde den rette løsning og den rette balance. Det er min forventning, at det tager et års tid for os at finde en løsning og udrulle den,” lød det også fra Greg Peters.
Katastroferegnskab
Netflix-regnskabet viste sig at være en regulær katastrofe for selskabets aktie, der onsdag da aktiemarkederne åbnede styrtdykkede med 30 procent.
Den voldsomme reaktion fra investorerne skyldes blandt andet, at regnskabet viste, at Netflix havde tabt 200.000 kunder i årets første kvartal, og en del af forklaringen på det skal findes i, at kunderne i stor stil bryder selskabets regler og deler adgangskoder og brugernavne med venner og bekendte.
Således anslår Netflix at op mod 100 millioner hustande på verdensplan af denne vej har adgang til Netflix uden at have et abonnement.
Kilde til ny vækst
Kan selskabet dæmme op for delingen af adgangsoplysninger kan der således ligge en potentiel kilde til vækst her.
”De udgør en stor mulighed for os, da disse husholdninger allerede ser Netflix og nyder vores tjeneste,” lyder det fra selskabet i et brev til aktionærne, der blev offentliggjort tirsdag.
I brevet vurderer selskabet, at det selv har en del af ansvaret for den udbredte deling adgangsoplysninger.
”Deling har bidraget til vores vækst ved at få flere folk til at bruge og nyde Netflix, og vi har allerede forsøgt at gøre deling indenfor en husholdning let med features som profiler og mulighed for flere samtidige streams. Selvom disse løsninger har været meget populære har de også skabt forvirring om, hvorvidt man må dele Netflix med andre husholdninger,” lyder det i brevet.