AI har længe været mere end bare blot et luftkastel, og elementer af teknologien er som bekendt integreret i mange af de apps, services og hardwareprodukter, vi bruger hver eneste dag.
Og når selvlærende algoritmer rutinemæssigt vinder over stormestre i skak eller selv finder nye veje til at analysere komplekse molekylestrukturer, så begynder det at ligne noget.
Det er blandt perspektiverne, som tre intellektuelle supersværvægtere tager livtag med i bogen The Age of AI and Our Human Future.
Men forfatterne – tidligere amerikansk denrigsminister Henry Kissinger, forhenværende Google-topchef Eric Schmidt og Daniel Huttenlocher fra MIT Schwarzman College of Computing – advarer også mod de risici, som omfattende brug af stadig mere kapable og selvstændige AI’er indebærer.
For selv hvis man ser bort fra de allermest alarmistiske scenarier – herunder at hele hære af blodtørstige Terminators af egen drift begynder gøre kål på menneskeheden – så er der helt reelle faremomenter at tage hensyn til.
For på den ene side åbner det spændende perspektiver, når robotstyrede jagerfly begynder at vinde simulerede dogfights over deres menneskelige kolleger. På den anden side er det også lidt bekymrende.
Bogen giver bl.a. en hurtig tur i helikopterperspektiv over AI og de primære områder, hvor AI anvendes i dag; fra målrettet anvendelse indenfor alt fra sociale medier, forbrugerelektronik og overvågning til militære sammenhænge og koncentrationen af teknologi, viden og magt hos globale megacorporations.
Den kommer også omkring muligheden for, at der en dag udvikles en egentlig generel AI med mange af de samme egenskaber, som vi mennesker har.
Samlet mener forfatterne, at udviklingen sætter streg under behovet for at danne en ekspertkommision med andet end retten til at pippe lidt, når Big Tech endnu en gang stikker næsen lidt for langt frem.
Titel: The Age of AI: And Our Human Future
Forfattere: Henry Kissinger, Eric Schmidt og Daniel Huttenlocher