Godmorgen og glædelig mandag derude. Vi glæder os over, at du starter ugen ud med Computerworlds morgenbriefing.
Dagens nyhedsopsamling leveres af Kristoffer Ingemand.
I dag kan du blandt andet læse om Dells topchef, som donerer penge til Ukraine, Public.com der har ramt en milepæl i antallet af brugere, e-Boks’ nye samarbejde med Mobilepay samt et helt specielt Anders And blad.
Public.com har nu tre millioner medlemmer og går ind i NFT-verdenen med opkøb
Den amerikanske investeringsapp Public.com med danske Jannick Malling i spidsen har nu rundet tre millioner bruger.
Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Public.com meddeler derudover, at selskabet har opkøbt virksomheden Otis, som beskæftiger sig med investering i NFT’er, og derfor vil der nu blive åbnet for NFT-investeringer for Public.coms brugere.
"Vi skaber nu det første sted på internettet, hvor man kan købe alle slags aktiver i verden. Vi mener, at en moderne, diversificeret portefølje består af mere end bare aktier, investeringsfonde og krypto - den består også af kulturelle aktiver," udtaler direktør i Public.com Jannick Malling i meddelelsen og fortsætter:
"Ligesom med aktier og krypto bliver det muligt at købe brøkdele af NFT’er på vores platform. Det er en vigtig del af vores mission med at få investeringsmarkedet til at fungere for alle."
E-Boks og Mobilepay indgår samarbejde
De to digitale løsninger e-Boks og Mobilepay skal nu samarbejde mod ubetalte regninger.
Det oplyser parterne i en meddelelse.
Samarbejdet går ud på, at betaling med Mobilepay snart bliver muligt i e-Boks.
"En stigende andel af den post, der havner i danskernes e-Boks, er betalbare dokumenter, altså regninger fra for eksempel benzinselskaber, boligadministratorer eller forsyningsselskaber. Vi ser desværre en tendens til, at det faktum, at brugeren skal over i sin netbank for at betale regningen, får en del af betalingerne til at glippe. Det skyldes som regel ikke ond vilje, men ren og skær forglemmelse," udtaler Ulrik Falkner Thagesen, der er CEO hos e-Boks, i meddelelsen.
Derfor vil de to parter gøre det muligt at betale sine regninger direkte fra e-Boks med Mobilepay.
"Integrationen af MobilePay betyder, at brugerne fremover vil kunne swipe betalingen igennem fra e-Boks, lige så snart de modtager en opkrævning, hvor afsenderen har aktiveret MobilePay. Det vil give en meget enklere og mere brugervenlig proces, hvor du ikke skal bøvle med at overføre tal fra indbetalingskortet til netbanken. Vi ved, at det er en funktion, som mange danskere vil hilse velkommen," udtaler e-Boks-chefen i meddelelsen.
Baseret på e-Boks’ egne udregninger er det forventningen at tiltaget vil mindske antallet af ubetalte regninger fra e-Boks med op til 43 procent.
Dell donerer millioner til Ukraine
Topchef for Dell, Michael Dell, annoncerer, at hans hustru Susan Dell og ham selv vil donere 15 millioner dollar – svarende til 101 millioner kroner – til udsatte i Ukraine, gennem deres fond Michael & Susan Dell Foundation.
Det fremgår af fondens hjemmeside.
"Susan og jeg forpligter 15 millioner dollars til at støtte familier i Ukraine. Vi står fast sammen med befolkningen i Ukraine og alle, der generøst har tilbudt støtte under denne humanitære krise. Vi beder om sikkerhed og fred for Ukraine og verden," skriver Michael Dell på LinkedIn.
Nyt Anders And blad skal lære børn om cybersikkerhed
Børneulykkesfonden og Egmont Publishing har udgivet et nyt Anders And blad, som omhandler informationssikkerhed, meddeler fonden.
Formålet er at give forældre, lærere og voksne generelt en mulighed for at lære børn om informationssikkerhed.
"Ved at bruge en kendt figur som Anders And, som både børn og voksne kender til, vil det skabe en dialog. For når børn og voksne læser hæftet sammen, åbner det muligheder for at tale om nye emner, man måske ikke har fået snakket med sine børn om før, eller spørgsmål børnene aldrig har fået stillet," skriver fonden.
Bladet kan hentes her.
Microsoft: Der mangler kvinder i inden for cybersikkerhed
Der er 2,5 millioner ledige cybersikkerhedsjob på verdensplan ifølge Microsoft, og derfor mener Vasu Jakkal, Microsofts corporate vice president for security, compliance, identity and management, at det nu aldrig har været vigtigere at få flere kvinder ind i branchen.
Det skriver ZDnet.
I 2021 udgjorde kvinder kun 25 procent af den personalet inden for cybersikkerhed, skriver mediet.
"Jeg har altid følt, at cybersikkerhed er et kald, men som vores undersøgelse viser, er rejsen ikke altid let," siger Vasu Jakkal til mediet.
Microsofts undersøgelser viser, at mænd er mere i højere grad end kvinder føler sig kvalificerede til cybersikkerhedsjobs.