Undertiden får man den opfattelse, at nogle virksomheder og konsulenthuse betragter digital transformation som et mål i sig selv.
Ofte kan det imidlertid svare sig at træde et skridt tilbage og overveje, hvad man helt præcis vil opnå? Hvordan gentænker man virksomhedens plads i markedet og samfundet? Hvordan omfavner man digitaliseringen, så man opnår det største udbytte?
Det er blandt spørgsmålene, som forfatterne stiller i den helt nye bog Beyond Digital: How Great Leaders Transform Their Organizations and Shape the Future.
I bogen konstateres det blandt andet, at selv foregangsvirksomheder efterhånden er ved at nå en moden alder – IBM lancerede den første PC for over 40 år siden, Apple har 45 år på bagen og selv Google er med sine 25 år over den første ungdom.
De tog digitaliseringen til sig som nogle af de første, men det kan de jo helt oplagt ikke leve højt på for tid og evighed. Derimod er det nødvendigt at fokusere på at bygge nye fordele i stedet for blot at digitalisere, hvad man har gjort hidtil.
Forfatterne, Paul Leinwand og Mahadeva Matt Mani, er begge ansat som strategiske konsulenter hos PwC og gør problematikken konkret ved at tage udgangspunkt i en række virksomheder, der har gennemført omfattende transformationsprocesser for at se, hvad man kan lære af deres erfaringer.
Blandt de virksomheder, der kommer under luppen, er Adobe, Microsoft, Eli Lilly samt Hitachi, og bogen høster bl.a. ros for netop at bevæge sig på et praktisk niveau samt undgå alt for tungt brug af floskler.
Hvilket afgjort tæller til dens fordel.
Men læs eventuelt selv et uddrag på Amazon først.
Titel: Beyond Digital: How Great Leaders Transform Their Organizations and Shape the Future / Forfattere: Paul Leinwand og Mahadeva Matt Mani