Kinesiske Huawei forlanger mindst 5,2 milliarder svenske kroner i erstatning fra den svenske sta for at udelukke selskabet fra at deltage i udbygningen af 5G-netværket.
Det svenske Post- och Telestyrelsen (PTS) traf beslutningen om at sætte Huawei og kinesiske ZTE på porten i oktober 2020.
Siden har Huawei uden held forsøgt at få omgået den svenske udelukkelse.
Og det får altså nu det kinesiske selskab til at sagsøge den svenske stat under den internationale voldgiftsdomstol, ICSID (det står for ‘International Centre for Settlement of Investment Disputes.’)
ICSID åbnede sagen 21. januar, fremgår det af retsdokumenterne, som du finder her.
'Blot en brøkdel'
Huawei peger på, at erstatningskravet udgør ‘blot en brøkdel af det samlede tab, som Huawei vil få som følge af den svenske regerings handlinger.”
“De svenske myndigheders beslutning om at diskriminere mod Huawei og ekskludere selsakbet fra 5G-udrulningen har i udpræget grad skadet Huaweis investering i Sverige og været i strid med Sveriges internationale forpligtelser,” meddeler Huawei.
Sverige var det andet land i Europa, der satte Huawei på porten som leverandør af udstyr til den store 5G-udbygning. Storbritannien var det første.