Det kommende svenske 5G-net skal bygges helt uden udstyr fra de kinesiske selskaber Huawei og ZTE.
Sådan lyder det fra den svenske Post- og Telestyrelsen (PTS), der svarer til den danske Energistyrelsen og altså er den myndighed, der håndterer udmøntning af love og regler på området.
Post- og Telestyrelsen har netop godkendt de fire teleoperatører Hi3G Access (3), Net4Mobility (Tele2 og Telenor), Telia Sverige og Teracom som budgivere i den kommende auktion for 3,5 GHz og 2,3 GHz-frekvensbåndene i Sverige, der åbner 10. november.
Med godkendelsen følger krav om, at operatørerne ikke anvender udstyr fra Huawei og ZTE.
“Nyinstallation og ny implementering af centrale funktioner i frekvensbåndene må ikke udføres med produkter fra leverandørerne Huawei og ZTE,” lyder det fra PTS.
Operatørerne skal desuden udfase al nuværende udstyr fra Huawei og ZTE, hvis de vil anvende den eksisterende infrastruktur til det, der kaldes for ‘centrale funktioner’ i forbindelse med de kommende frekvensbånd.
Denne udfasning skal være helt afsluttet senest 1. januar 2025, hedder det.
Post- og Telestyrelsen meddeler, at de to kinesiske selskaber sættes på porten på grund af hensyn til den nationale sikkerhed.
Styrelsen har således formuleret kravene om at udelukke Huawei og ZTE sammen med militær og politi i Sverige.
“Det er afgørende for den fortsatte digitalisering af samfundet, at 5G-netværket bygges på en måde, der beskytter Sveriges sikkerhed. Vores tætte samarbejde med Forsvaret og sikkerhedspolitiet om godkendelse af ansøgerne har til formål at sikre dette,” lyder det fra PTS.
Huawei og ZTE har i flere år været genstand for en omfattende debat i en lang række lande, der er bekymrede over, at de kinesiske selskaber kommer til at få dyb adgang til data i forbindelse med etableringen af de vigtige 5G-netværk.
PTS kræver desuden, at centrale job-funktioner i forbindelse med 5G skal placeres i Sverige.
Du finder hele meddelelsen fra den svenske Post- og Telestyrelsen her.