Kina langer hårdt ud efter Sverige, som tirsdag udelukkede de to kinesiske selskaber Huawei og ZTE fra at levere centrale dele af Sveriges kommende 5G-net.
Det skete med en række krav, som Sverige har formuleret til de tele-operatører, der vil gøre sig håb om at komme i betragtning til de kommende 5G-frekvensbånd.
Det kan du læse mere om her: Sverige forbyder kommende operatører at anvende udstyr fra Huawei og ZTE i kommende 5G-net
Beslutningen falder ikke i god jord i Kina, hvor talsmand for det kinesiske Udenrigsministerium, Zhai Lijian, nu opfordrer Sverige til at omgøre den ‘forkerte’ beslutning.
Samtidig opfordrer Kina Sverige til at indtage det, der kaldes en ‘objektiv tilgang’ til kinesiske teknologier.
Ifølge flere nyhedsbureauer peger Kina på, at en objektiv tilgang kan være med til at sikre, at svenske virksomheder kan undgå at blive ramt af negative konsekvenser i Kina.