Det er godt 22 år siden, at alverdens it-systemer blev truet af en potentiel graverende fejl, når den ombordværende tidstælling døjede med skiftet fra 1999 til 2000 i årsfeltet.
Nu begynder en lignende fejl at dukke op i en stribe biler fra den japanske producent Honda og søsterselskabet Acura.
Her oplever brugere af ældre modeller, af årgang 2004 til 2012, at systemtiden skrues 20 år tilbage i tiden til den gang hvor Nickelback og Saybia plagede hitlisterne. Navigations- og infotainmentsystemet viser derfor år 2002 i stedet for at rulle årsskiftet frem fra 2021 til 2022.
Motormediet Jalopnik beretter, at problemet er vidt ubredt på Honda og Acura-foraer, på tværs af kontinenter, mens tech-mediet The Verge erfarer fra en talsperson fra Honda, at problemet umiddelbart ikke står til at løse med det samme.
”Honda USA er bekendt med et potentielt problem med urvisningen i en række ældre Acura og Honda modeller ekviperet med navigationssystemer,” lyder beskeden fra Honda-talsperson Chris Naughton, som fortsætter: ” Vi er i færd med at undersøgen sagen for at afdække løsningsmuligheder.”
Bag fejlen er en begrænsning i hvordan ugenumre blev optalt i tidlige GPS-systemer, skriver mediet. Uger blev tildelt et tal fra 1 til 1.023, hvorefter den såkaldte 10-bit registrering løber over og ryger tilbage til start, 1024 uger tilbage i tiden, hvilket svarer til knap 20 år.