Efter godt 82 års tro tjeneste sendes tjenesten, der i folkemunde kaldes ’frøken klokken’ på pension i nat.
Skal du fremover vide, hvad klokken er, må du søge andetsteds.
Mulighederne er mange og oftest ikke længere væk en armleddet, men når en særlig præcision eller et nøjagtigt tidspunkt skal fastslås er der tre værktøjer, du bør kende til.
Den hurtige
Sidder du ved en skærm, har du med al sandsynlighed et lille felt i øverste eller nederste højre hjørne af skærmen, hvor klokken står. Måske har du endda et armbåndsur.
Det kan med al sandsynlighed forklare, hvorfor frøken klokken ikke rigtig spørges til råds længere.
Men af og til er det lidt mere avancerede behov, der skal dækkes.
Hvad tidspunkt er det eksempelvis lige, der refereres til, når amerikanere skriver ’9 pm mt’, eller hvad er det lige klokken er i Tokyo – er de skiftet til vintertid derovre?
Her har søgefeltet i allestedsværende Google, men også mange andre søgemaskiner, svaret.
Taster du helt kort ’9pm mt’, vil det tidspunkt straks blive oversat til den lokale valuta.
I dette tilfælde vil der stå, at tirsdag klokken 18.00 ’mountain time’ svarer til onsdag meget tidlig morgen klokken 05.00 i Herlev.
Søger du på 'Tokyo tid' kommer svaret op i store fede bogstaver.
Søgefeltets stemmestyrede kusine, Google Assistant, står også belejligt til at svare på lignende spørgsmål som en slags AI-baseret frøken klokken.
Den nøjagtige
Kan man huske action-film fra 1980’erne, har man dengang lært vigtigheden af at synkronisere ure, før man tog på mission, togt eller bare ud i vildnisset.
Nøjagtighed kan dog være afgørende. Du vil jo eksempelvis nødigt ringe hverken for tidligt eller for sent til et vigtigt Teams-samtale.
Det er lige her, at en tjeneste som time.is kan være den, der gør dig opmærksom på, hvorvidt dit ur overhovedet viser klokken, som det skal.
Et lille lokalundersøgelse blandt redaktionens maskiner viser, at der kan være op til 43 sekunders slør i kollegernes maskiner.
Skulle din Windows-maskine være ude for den slags sløseri, kan du taste ’Win+I’, vælge ’Tid og sprog’ og derefter ’Dato og klokkeslæt’ menuerne, for der at trykke på ’Synkroniser nu’ knappen.
Den alvidende
Skal der for alvor nørdes tid, eller kræver du naturvidenskabelig præcision ned mikro- og nanosekunder, er en alvidende matematiske søgemaskine Wolfram Alpha løsningen, som giver dig oplysninger, som kan få enhver almanak til at blegne.
Her kan du ved enkle søgninger (på engelsk) blive opdateret på alskens oplysninger som solens bane på himlen ved sommerhuset i Sydfrankrig samt tilhørende sol-op og -nedgangs tidspunkter, eller kosmiske tidsskalaer som NASA bruger til at navigere sine rumfarttøjer.
Vil du absolut helt ned i kaninhullet og vide ting om tid, som grænser til det overflødige, er Wolfram Alpha også leveringsdygtig.
Skal du vide nøjagtig hvor mange sekunder dit liv forlænges, hvis du bor på stedet med klodens laveste tyngdekraft (toppen af Neado Huascaran bjerget i Peru i øvrigt), vil du ved at taste ’time dilation calculator’ og taste stedet værdi på 0,9956g, erfare, at du der vil komme 0,04 sekunder foran hvert år, takket være Einsteins relativitetsteori.
Når du engang er nede i kaninhullet, kan du bruge lidt ekstra tid på at se den notoriske britiske videnskabsskribent Tom Scotts frustration over computer-tid, og hvorfor man slet ikke bør bryde sit hoved med den slags.
Og har du lidt tid efter det, kan du overveje et sidste genhør med 82-årige frøken klokken, som står klar resten af dagen ved nummer 70 10 11 55.