Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
I øjeblikket raser debatten om, hvordan vi kan skaffe mere kvalificeret arbejdskraft til den danske økonomi, der buldrer derudad med rekordlave ledighedstal måned efter måned.
Denne diskussion er særligt højspændt i tech-branchen, hvor en række undersøgelser gang på gang har dokumenteret, at der mangler titusindvis af tekniske talenter på både kort og lang sigt.
Netop nu foregår et af de vigtigste slag på området omkring arbejdsmigration.
Her har en række markante stemmer i dansk erhvervsliv og på Christiansborg efterlyst en mere smidig sagsbehandling, der skal gøre det nemmere at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft og på den måde sikre fortsat økonomisk vækst og velfærd.
Det er en dagsorden, som jeg naturligvis støtter op om.
Men politik og lovgivning tager tid, som tech-branchen ikke har til rådighed i en virkelighed, hvor mange virksomheder må sige nej til ordrer, som følge af for få hænder med de rette kompetencer.
Derfor kan vi ikke bare læne os tilbage i stolen og trille tommelfingrene, mens vi venter.
I stedet skal vi styrke den indenlandske indsats med at uddanne og videreudvikle talenter markant for via den vej at øge beskæftigelsen i teknologisektoren med de rigtige medarbejdere. Hellere i går end i morgen.
Omskoling og videreuddannelse skal sikre fremtidens it-sektor
Som jeg ser det, er der mindst tre tilgange til, hvordan vi kan styrke den kompetencesultne teknologibranche, hvor det også er nødvendigt at kigge indad for at skubbe sektoren fremad.
Først og fremmest kan vi med fordel gøre endnu mere for at tilskynde, at flere kvinder søger job i branchen.
Det kan eksempelvis ske gennem en øget brug af praktikforløb, rollemodeller, markedsføring, stillingsopslag og rekruttering, der i langt højere grad tager højde for de behov og værdier, som kvinder også vælger deres job ud fra.
Desuden må tech-branchen også omstille sig ved at hyre fra andre brancher og så give den nødvendige uddannelse til at få økosystemet til at vokse.
Det handler blandt andet om, at tech-virksomhederne ikke kun kommunikerer i tekniske termer, men også formår at gøre opmærksom på mange af de samfundsmæssige problemstillinger, som de er med til at løse indenfor for eksempel grøn omstilling og sundhedsområdet.
Der er nemlig her et kæmpe potentiale for, at branchen kan udvide talentpuljen betragteligt og tiltrække flere kvalificerede talenter.
I den forbindelse bør samarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet styrkes, så de studerende kan få et bedre indblik i den digitale branche, der ufortrødent stormer fremad.
Det vil både studerende og virksomheder nyde godt af, og jeg håber, at erhvervslivet i fremtiden vil være ekstra proaktive i samarbejdet med uddannelsesinstitutioner.
Jeg kan personligt huske fra min egen studietid, at teknologisektoren fremstod hektisk og uoverskuelig.
I dag er jeg dog taknemmelig for, at jeg er endte her, da det er enormt givende at arbejde i en branche, som spiller en afgørende rolle i stort alle de udfordringer, vi som samfund står overfor i dag.
Den følelse er jeg sikker på, at jeg deler med mange andre.
Derfor er det virkelig vigtigt, at der bygges en mere stabil bro for de studerende at gå over, hvis de vil udforske branchen nærmere.
Dette kan eksempelvis også medføre, at flere fremmedsprogede studerende bliver mere tilbøjelige til at blive i her i landet efter endt uddannelse.
Slutteligt er det yderst vigtigt, at vi bliver bedre til at videreuddanne og omskole dem, der er truet af arbejdsløshed eller blot vil prøve nye ting af.
For vi er afhængige af hjerner med erfaring fra alle brancher og erhverv, som har lyst til at tage den digitale stafet i hånden og løbe mod nye mål.
Det er aldrig for sent at udvikle et talent
Talent skal udvikles og plejes for at kunne bidrage til fremgang.
Og behovet for kompetencefyldte hænder bliver kun større i fremtiden.
Antallet af job, der kræver omfattende digitale kompetencer, vokser med hele to-tre procent om året.
Tilsvarende viser ny rapport, som IDC har udarbejdet for os i Salesforce, at den såkaldte Salesforce-økonomi - den forretning vi og vores økosystem af partnere generer - alene vil bidrage med 31.100 job og 65,3 milliarder kroner i omsætning i Danmark over de næste fem år.
I Salesforce har vi allerede forsøgt at tage vores egen medicin ved at etablere en række samarbejder, der får flere i arbejde - for eksempel med Academic Works, der videreuddanner personer til en karriere inden for tech og cloud-tjenester.
Virksomheder som Accenture bruger tilgangen fra Academic Works - via en bootcamp-lignende uddannelse på tre måneder - til at ændre deres kompetencer for at imødekomme nye krav i en voksende cloud-økonomi.
Det gør en forskel for den enkelte – og for den danske it-sektor.
Og det er netop sådanne partnerskaber, der er alfa og omega, når målet er flere tech-kyndige kræfter på det danske arbejdsmarked.
Derfor håber jeg, at endnu flere virksomheder vil tænke i samme baner. For jeg tror på, at digitale kompetencer kan udvikles og gøre en forskel uanset udgangspunktet.
Så lad os ikke vente på politikerne – men handle – for at skabe rammerne for fremtidens it-sektor.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.