Inden Marvel for alvor var gået i gang med at overtage filmverdenen, blev der ikke overraskende satset på de mest kendte helte når biografsalene skulle fyldes. Iron Man, Thor, Hulk og Captain America stod for den første bølge og det var forventet at lige så kendte helte fortsat ville vise vejen frem.
Men Marvel begyndte hurtigt at eksperimentere med nogle af de mindre kendte og mere kringlede superhelte, og mens vi alle sidenhen har kunnet nyde de fantastiske og originale Wandavision og Loki-serier, var det første sidespring væk fra den velkendte sti Guardians of the Galaxy.
Anført af den selvglade, ironiske og 80’er-betagede Peter Quill, blev man introduceret for et skævt udbud af heltefigurer, der bestod af et levende træ (Groot), den våbenglade vaskebjørn Rocket, den aldeles ligefremme Drax og snigmorderen Gamora. Det hele var et mærkværdigt sammenkog for tegneserie-giganten der ellers hidtil havde satset på de sikre hits. Guardians of the Galaxy fungerede dog fremragende, og blev i høj grad båret af det sprudlende kammeratskab helte-holdet imellem.
At det overhovedet er blevet til en spilversion af Guardians of the Galaxy er nærmest lige så overraskende som filmen, for som en slags spirituel efterfølger til det kedelige Marvel’s Avengers var forventningerne ikke store. Ligesom filmen overrasker spillet dog heldigvis også positivt, og i yderligere lighed med filmen skyldes det igen det sammenhold der via konstant dialog (primært af den kærligt hånende slags) giver liv til det hele.
Genren er tredjepersons action, og trods man på alle tidspunkter kun har direkte kontrol over Peter Quill, kan man udstede kommandoer til resten af holdet, som enten kan bruges til at løse små opgaver eller til at vinde de mange kampe man løbende støder på. Hver af heltene råder over unikke evner der er fordelt over offensive og defensive tricks, og med lidt taktisk overblik og timing er det muligt at mikse det hele på effektiv vis.
Peter Quill (eller StarLord som han også ynder at kalde sig selv) kæmper primært fra distance med hans to pistoler, og herfra er det nemmere at danne sig overblik over det hele. Den beslutning har udvikleren bygget et system op omkring, hvor man løbende optjener nye evner der hver er simple at bruge, men samtidigt alle tilføjer et ekstra lag af strategi til det hele.
Det hele bindes sammen af en fin historie der fortæller hvordan superhelte også kan være plaget af dagligdagsproblemer som gæld og en blakket fortid. Særlig opmærksomhed gives dog til Peter Quill og hans forhold til hans mor, der via et par virkelig stærke og interaktive historiesekvenser giver nok dybde til ham, at det efterfølgende nærmest er umuligt ikke at holde af ham.
Samtidigt tager spillet sig dog heldigvis også tiden til at dykke ned i venskabet holdet i mellem, og dialogen mellem heltene er konstant uanset om man sendes gennem en historiesekvens eller blot er på mission. Normalt ville den slags være forstyrrende, men fordi man selv får lov til at vælge hvordan man vil respondere på dialogen, og fordi udvikleren har så godt styr på hver af figurerne, tilføjer dialogen liv til det hele frem for at irritere.
Guardians of the Galaxy kunne sagtens have endt som en ny grafisk indpakning til Marvel´s Avengers, men Eidos Montreal fortjener stor ros for at have fundet ind til den tone der også gjorde filmene så fornøjelige, og for at have oversat det til spilregi. Det har resulteret i en spilvariant af historien om den skæve skare af helte, der er svær at give slip på før den sidste fjende, er besejret og det må siges at være en aldeles positiv overraskelse.