Tales of Arise
Populariteten er ikke hvad den har været for de japanske rollespil, der ellers førhen havde det med at placere sig i toppen af salgslisterne - særligt når Square/Enix stod klar med et nyt kapitel af den klassiske Final Fantasy-serie.
Tales-serien fra Namco Bandai er ligeledes en af de serier, der trods adskillige virkeligt stærke spil, har haft svært ved at finde sin plads og form i nyere tid. Historietunge solo-eventyrs med timevis af udforskning og karakterudvikling, appellerer øjensynligt ikke til det skydeglade publikum som søger online efter udfordring.
Tales of Arise, det nyeste kapitel i serien, er dog det tætteste den er kommet på en genstart og ikke kun har det resulteret i forfriskende fornyelser, men også et eventyr der er så charmerende, velfortalt og actionfyldt at alle der nogensinde har haft lyst til at give genren en chance, bør overveje lige netop denne udgivelse.
I støvlerne på den tidligere slave Alphen, møder man en verden og et persongalleri der er langt dybere og mere dystert end den farveglade overflade indikerer. Her er masser af persondrama af den bedste slags, og gruppen af eventyrer som man langsomt bliver en del af, råder alle over deres egne krakelerede forhistorier, der samtidigt maler et fængende billede af hvordan den omkringliggende verden fungerer.
Her er dog ikke kun tale om historiefortælling, for det velkendte kampsystem som alle dage har været et af seriens højdepunkter, er tilbage i en mere finpudset og velfungerende form end tidligere. Her er ikke snerten af langsom, taktisk tilgang men snarere hæsblæsende action, hvor reaktionsevner og overblik belønnes. Det er fantastisk underholdende, indeholder masser af dybde og er på alle tidspunkter en fryd at deltage i.
Det vil være en smagssag om man er til det animé-inspirerede udseende, men man kommer ikke udem om at Tales of Arise ser glimrende ud. Spillets verden er fyldt med detaljer, fjenderne varieret i både størrelse og udformning, og brugen af farver fabelagtig. Det ligner en tegnefilm fra et velrenommeret studie og man kan kun håbe på at udvikleren arbejder videre med stilen i fremtiden.
Tales of Arise er et de bedste bud på et rigtig godt japansk rollespil i nyere tid, og vil med sikkerhed kunne fungere som en fantastisk introduktion for mange til genren, mens veteraner ligeledes vil være særdeles godt underholdt.
Hot Wheels Unleashed
Hvis man nogensinde har været del af fantastiske væddeløb på børneværelset, vil man vide at Hot Wheels-bilerne og de dertilhørende baner er noget af det mest tidsløse legetøj for alle med blot en smule benzin i blodet.
Mattel-bilerne der siden slutningen af 60’erne har fortryllet barnlige sjæle over hele verden, med fantastisk designede fartøjer uden realismens kedelige restriktioner, er langt om længe blevet gengivet i spilform på en måde hvor en stor del af charmen er fuldt med.
Opgaven er tilfaldet udvikleren Milestone, som man med tanke på den detaljegrad de her har opnået, må formode har været fyldt med passionerede Hot Wheels-fanatikere. Eksempelvis er miniture-skalaen holdt således at de fleste af banerne udspiller sig på børneværelser, køkkener og garager hvor nogen nøjsomt har sat de mange plastikskinner sammen for at genskabe de rutsjebane-lignende racerbaner.
Bedste er dog detaljegraden hvormed de mange biler er blevet genskabt. Ikke kun viser udvikleren her en imponerende sans for detaljer ved at have genskabt legetøjsbilerne med alle de små skavanker som originalerne også havde når man kiggede dem efter, man har også gået den ekstra distance og gengivet alt fra fingeraftryk på plastiskken til malingen der gradvist slides af jo mere bilerne bruges.
Selv uden den kendskab til det originale legetøj er Hot Wheels Unleashed dog nemt at nyde. Her er tale om arkaderæs, med powerslides der oplader turbo-beholdningen, og vinderguld der langsomt kan bruges til at købe flere biler til samlingen.
Som arkaderæser er det ikke fordi der bliver gjort noget her som ikke er set før, men Milestone fortjener kæmpe ros for at have formået at flytte en stor del af charmen ved det fysiske legetøj over i den digitale version. Er man først kommet i gang med at samle de digitale Hot Wheels-biler er det med andre svært at lade være med at powerslide indtil man har samlet dem alle.