Når alt går op i røg, og telefonerne brænder sammen, er nettet ofte den nemmeste og hurtigste måde at holde offentligheden informeret på.
Men i Kolding skal man lede længe efter myndigheders og sundhedsvæsenets net-baserede information om branden på N.P. Johnsens Fyrværkerifabrik, selv om koldingenserne er sultne efter oplysninger.
Hverken Kolding Politi eller Kolding Sygehus har nogen informationer overhovedet om branden på deres hjemmesider.
Borgere kimer politiet ned
Til gengæld har Kolding Kommune en del information på sin hjemmeside, og den stammer fra politiet.
Kolding Politi vil i kampens hede ikke fortælle, hvorfor der ikke er nogen informationer på hjemmesiden. Det skyldes, at der for meget tryk på telefon-linierne hos politiet, hvor folk ringer ind for at få svar på spørgsmål.
- Du må forstå, at vi har andet at tage os til. Vi kan ikke blokere linjen for at svare på spørgsmål, siger den betjent, som Computerworld Online fanger hos Kolding Politi.
Og netop dér ligger hunden begravet. I mange tilfælde ringer folk, fordi de ikke kan få meget at vide på anden vis. Dermed kan bekymrede borgere i princippet blokere for opkald fra andre borgere - i nød.
Kolding Politi har i forbindelse med branden haft problemer med overbebyrdede telefonliner.
Manglende mandskab
På Kolding Sygehus' hjemmeside er branden ikke nævnt med et ord. På sygehuset bruger man nemlig slet ikke hjemmesiden til daglig information.
Og for at føje spot til skade er hele den afdeling, der tager sig af informationen på Kolding Sygehus' hjemmeside, på kursus.
Det betyder, at ingen medarbejdere på sygehuset er i stand til at opdatere siden, så koldingenserne for eksempel nemt kunne se symptomerne på røgforgiftning. Eller hvordan de skal forholde sig, hvis slægtninge i området omkring branden er blevet såret.
Ifølge receptionist på Kolding Sygehus, Ragnhild Ravnskær-Madsen, har der været massivt pres på telefonlinierne, siden branden opstod.
- Vi har fået utroligt mange opkald. Jeg ved ikke præcist, hvor mange. Men det har været voldsomt. Mange ringer for at høre, om deres slægtninge er blevet indlagt og for at høre nærmere, hvis de har familie og venner, der ligger her på grund af branden, siger hun.
Hun tror dog ikke på, at telefonstormet ville have været mindre, hvis der havde været informationer på sygehusets hjemmeside.
- Jeg tror ikke, det hjælper at bruge nettet på den måde. Folk vil ringe alligevel, mener hun.
Oplysninger giver ro
Kolding Kommune var hurtig til at få lagt en del information ud på sin hjemmeside. Kommunen har efter branden brød ud oprettet en kommandocentral, hvor meldingerne om brandens udvikling kommer fra politiet.
Derudover er der kommunens hjemmeside mange praktiske oplysninger om alle de områder i Kolding, der er påvirket af branden. Lukninger af skoler, brev fra borgmesteren, information om borgermøder og meget mere.
Det er bestemt af kommunens beredskabsplaner, som også ligger på nettet.
Informationschef i Kolding Kommune, Lis Hornø Petersen, er tilfreds med kommunens hjemmeside.
- Vi tager et skridt af gangen, og så må vi evaluere indsatsen bagefter, siger hun.
Kommunen har desuden oprettet en hotline, hvor berørte borgere kan henvende sig, ligesom kommunen har oprettet et kontor på rådhuset, hvor borgerne kan komme ind fra gaden og få svar på spørgsmål.
- Det er mit indtryk at der er ro og besindighed. Vi ser ikke de mest kriseramte borgere, men der er en rolig og fattet stemning, siger Lis Hornø Petersen.
Relevante links